Raser mod restriktioner

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, fokuserer i landsmødetale på coronarestriktioner

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, sætter i sin tale til partiets landsmøde fokus på, at restriktionerne og statens indblanding i forbindelse med covid-19-pandemien skal stoppe.

Det er Alex Vanopslaghs andet landsmøde som formand for partiet, der siden valget i 2019 ikke har rykket sig markant fra valgresultatet på 2,3 procent.

– Vi vil ikke finde os i, at staten misbruger coronakrisen til at trænge ind i folks liv. Vi vil videre. Væk fra det ekstreme forsigtighedsprincip. Videre mod friheden og det ansvar, der følger med friheden, siger formanden på landsmødet.

Formanden mener, at staten “har smagt sin livret – magt” under coronakrisen. Og at der derfor er brug for Liberal Alliance til at tøjle den.

Han taler efterfølgende om, hvad han ser som statsminister Mette Frederiksens (S) magtarrogance. Ikke mindst i sagen om aflivningen af alle mink i Danmark.

Alex Vanopslagh kalder det den største politiske skandale i nyere dansk historie og lover til klapsalver, at partiet vil forfølge sagen.

Alex Vanopslagh, der overtog efter Anders Samuelsen oven på valgnederlaget, har arbejdet for at flytte partiet væk fra et strikst fokus på skattelettelser til en bredere forståelse af liberalismen.

Det er første gang, Alex Vanopslagh står over for et fysisk landsmøde, da det seneste blev holdt virtuelt grundet covid-19-restriktioner.

Alex Vanopslagh

null
Powered by Labrador CMS