Rengøring og madlavning forurener dit hjem

Stop forureningen ved kilden, råder professor fra DTU.

Udgivet Opdateret

Osende stegepander, levende lys og skrappe rengøringsmidler.

Vores hjem er fyldt med forurening og partikler, som vi selv medvirker til at sprede.

Faktisk er luftforureningen i vores hjem ind i mellem så intens, at det svarer til at stå ved en trafikeret vej i en storby. Sådan lyder meldingen fra forskere på University of Colorado Boulder.

Ifølge professor Jørn Toftum fra Institut for Byggeri og Anlæg på DTU Byg er problemet med dårligt indeklima i boligen ikke ukendt.

Men de amerikanske forskere sætter fokus på et nyt aspekt, nemlig at luftbårne kemikalier fra shampoo, parfume og rengøringsprodukter afgives til luften og medvirker til forureningen.

– Vi har lavet flere undersøgelser i Danmark af, hvor partiklerne stammer fra i boligen. Men at se på mængden af de flygtige organiske elementer – som frigives, når man for eksempel gør rent – er en nyere ting, som de har med i studiet, forklarer Jørn Toftum.

De kommer ud omkring

De flygtige organiske elementer kaldes også VOC, som står for volatile organic compounds.

De frigives til hjemmet, men de bliver faktisk ikke bag hjemmets mure. Med tiden afgives de til luften udenfor og medvirker til partikelformationer og ozonudvikling.

Det er ifølge de amerikanske forskere en endnu større kilde til den atmosfæriske luftforurening end biler og lastbiler.

Selv om man gerne vil skære ned på sin forurening, kan det være svært at undgå shampoo eller rengøringsmidler.

Rådet fra Jørn Toftum lyder, at man kan bruge færre kemikalier eller gå efter produkter, der er certificerede med eksempelvis Svanemærket.

Spiser du toast?

I det amerikanske studie så forskerne på forurening fra blandt andet rengøring og madlavning. Her kunne de se, at en simpel dagligdagsting som at lave toast fik partikelniveauerne til at stige langt mere end forventet.

– Det er jo ikke sådan, at vi falder akut døde om i vores lejligheder, men det hele tæller til den samlede sum af belastning. Så man skal gøre så meget som muligt for at begrænse det ud fra et forsigtighedsprincip, siger Jørn Toftum.

– For vi ved endnu ikke, nøjagtig hvor meget forureningen i vores boliger betyder for helbredet, tilføjer han.

De mere kendte eksempler på kilder til forurening i boligen, som man også har studeret i Danmark, er sådan noget som madlavning. Det gælder særligt, når man steger noget.

– Vi har også set, at hvis man er i en bolig, hvor der bliver brugt stearinlys, bliver man udsat for partikler. De opstår ved forbrænding eller opvarmning.

For at skrue ned for mængden af forurening i luften bør man følge tommelfingerreglen om at lufte ud morgen og aften i omkring ti minutter – og i det hele taget være opmærksom på at få luftet ud, råder Jørn Toftum.

Derudover skal man tænke i at fjerne belastningen ved kilden. Det gælder eksempelvis om at bruge emhætten, når man laver mad, lufte ud efter madlavning og begrænse mængden af stearinlys.

Powered by Labrador CMS