Rykker ned efter drama

Horsens hiver Lyngby med ned i 1. division

Horsens hiver Lyngby med ned i 1. division. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Allerede nedrykkede AC Horsens hev søndag Lyngby med sig en tur ned i 1. division.

I Lyngby leverede gæsterne, som rykkede ned i sidste runde, en god indsats og vandt fortjent med 4-3 over et tamt Lyngby-mandskab.

Horsens kom energisk ud til kampen, mens Lyngby ikke fik gang i spillet og må sande, at holdet med nederlaget ikke længere kan undgå nedrykning fra landets bedste fodboldrække.

Med tre runder tilbage er der således 11 point op til Vejle og OB, og derfor må Lyngby med Horsens en tur ned.

Horsens fik en drømmestart på opgøret, da højrebacken Jacob Buus hamrede bolden fladt i nettet fra kanten af feltet efter blot fem minutter, og efter knap et kvarter scorede kantspilleren Louka Prip til 2-0 på straffespark.

Lyngby havde bolden mest, men kunne slet ikke få gang i spillet mod et Horsens-hold, som trods udsigten til en tur i 1. division spillede med stor gejst og intensitet.

Hjemmeholdet kom bedre ud til anden halvleg og fik sat gæsterne under pres, men godt ti minutter efter pausen tog Horsens’ Jacob Buus sagen i egen hånd og scorede et fornemt mål til 3-0.

Lyngby fik reduceret til 1-3 med knap 20 minutter igen ved kantspilleren Magnus Warming, inden midtbanespilleren Victor Torp pyntede på resultatet knap fem minutter før tid med et flot spark.

Hjemmeholdets nedtur nåede sit klimaks, da den indskiftede forsvarsspiller Frederik Winther scorede selvmål til 2-4 i overtiden, inden Lyngby fik reduceret igen før slutfløjt.

Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub blev dannet i 1921, og kan i 2021 fejre sit 100-års jubilæum.

Klubben kan se tilbage på opture og mesterskaber, men også en voldsom nedtur, der i 2001 udmøntede sig i en konkurs.

Siden konkursen har Lyngby primært fristet en tilværelse som elevatorklub, dog blev det til en bronzemedalje i 2017.

Lyngby har i mange år været kendt for at satse på unge, egenudviklede spillere samtidig med at man står for en attraktiv spillestil. Stadionpølsen i Lyngby er ligeledes kendt som en af, hvis ikke, landets bedste.

Klubben spiller sine hjemmekampe på Lyngby Stadion, der huser 10.000 tilskuere, heraf er de 3100 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (2): 1983, 1992

Sølv (3): 1981, 1985, 1991

Bronze (4): 1984, 1988, 1989, 2017

Pokalturneringen

Guld (3): 1984, 1985, 1990

Sølv (2): 1970, 1980

Kilder: lyngby-boldklub.dk/Wikipedia

Powered by Labrador CMS