Rykker planen: Danmark får flere doser

Alle voksne kan være vaccineret 27. juni lyder det nu - igen

Der er udsigt til hurtigere vaccination af danskerne. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Der er udsigt til at alle voksne danskere kan være vaccineret en uge tidligere end hidtil antaget.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at Danmark har udsigt til at modtage flere doser, end tidligere ansaget.

Særligt Pfizer leverer langt flere, lyder det:

– Sammenlagt betyder det, at vi kan se frem til at modtage 900.000 flere doser, end vi regnede med i sidste uge – og det betyder så, at vi nu kan forvente at have vaccineret alle, der ønsker det, ved udgangen af uge 25, dvs. senest d. 27. juni. Dermed vil størstedelen af befolkningen være færdigvaccineret, når vi når frem til sommerferien, fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

Til gengæld leverer AstraZeneca færre.

Nu får gruppe 2

Med den aktuelle opdatering af vaccinationskalenderen vil hele målgruppe 3 have modtaget tilbud om vaccination i uge 8, men også målgrupperne 5, 6, 8 og 10 kan forvente at have modtaget tilbud om vaccination lidt tidligere, end det fremgik af den seneste version af vaccinationskalenderen.

I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.

Allerhøjeste prioriteret i den kommende uge, er at få givet første stik til alle i gruppe 2. Gruppe 2 er borgere som er 65 år eller ældre, og som modtager praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem. Derudover er målet også at nå så mange som muligt i gruppe 3, samt dele af gruppe 5 og 6. Ca. 5.000 doser fra Pfizer skal bruges til andet stik.

– Vi er nået rigtig langt med at få delt vaccinerne ud til vore ældre medborgere og de allermest udsatte. Og med denne uges vaccineleverancer kan vi få taget endnu et ryk, også med de ældre, som bor i egen bolig, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Samtlige ca. 25.000 doser fra AstraZeneca vil blive brugt til at førstegangsvaccinere frontpersonale, fortrinsvist i den kommunale sektor.

– Vi har heldigvis fået genoptaget vaccinationen af vores vigtige frontpersonale i sundheds- og plejesektoren. Og det glæder mig at se, at den nye vaccine fra AstraZeneca er blevet taget godt imod. Vi har fået vaccineret en pæn andel af vores ansatte på sygehusene, og nu er planen er få rullet ud til de kommunalt ansatte, for eksempel hjemmesygeplejerskerne, som hver dag besøger nogle af vore sårbare, som bor i eget hjem, fortæller Søren Brostrøm.

Powered by Labrador CMS