S i oprør efter porno-skandale

Uroen ulmer i Socialdemokratiet

Niels Dueholm. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Jysk Fynske Medier.

Fire kvindelige kandidater til byrådet holder fast i oprøret mod deres borgmesterkandidat Niels Dueholm. Der er store uenigheder og en ikke-eksisterende tillid internt i partiet, der til november skal forsøge at vælte Venstre-borgmester Ulrik Wilbek. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Flere års ulmende fløjkamp bryder nu ud i lys lue i partiet. Årsagen er ifølge Viborg Stifts Folkeblad den “porno-bommert”, som Niels Dueholm begik, da han for nylig sendte et link til en pornoside til sine lokale partifæller – en episode som han siden fik en påtale fra partitoppen for.

Til avisen siger byrådsmedlem og formand for Socialdemokratiet i Tjele, Birthe Harritz, at hun har mistillid til Niels Dueholm.

– Og den er ikke blev mindre, siden sagen kom frem. Jeg synes, at partiet har håndteret den rigtig dårligt. Jeg er blevet chikaneret og presset til at tie stille.

-Bør trække sig

Byrådskandidat Marianne Aaris Andersen er på samme side. Hun undrer sig over, at Niels Dueholm ikke har trukket sig, fortæller hun til Viborg Stifts Folkeblad.

Mette Nielsen, udvalgsformand og folketingskandidat i Socialdemokratiet, siger til folkebladet:

– Først blev vi kritiseret for, at vi følte os krænket, så blev vi udskammet, og nu verserer der rygter om, at vi skal have en straf. Rygtet går på: “…at først skal der ro på kandidaturet, og så skal der ryddes op i kællingerne…”.

Powered by Labrador CMS