Sådan får du hunde til at lege mere sammen

Et nyt studie viser, at hundenes ejere har en rolle at spille i at gøre legen god

Forskerne fandt ud af, at hunde leger mest, når deres mennesker er fysisk, og mentalt, til stede. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Hundeejere, der ejer to eller flere hunde, kan få dyrene til at lege mere sammen ved at se på, rose og fysisk være i kontakt med dyrene. Det skriver Phys.org. 

Det er ny viden for de forskere, der har undersøgt sagen og opdaget, at hunde i højere grad leger sammen, når de kan se og mærke, at deres mennesker er i nærheden af dem.

– Vi havde ikke kendskab til forskning, der virkelig viste effekten af, at menneskelige tilskuere kan påvirke hundes leg med hinanden, siger Lindsay Mehrkam, hovedforfatter på studiet Animal Cognition.

Studerede hunde i leg

Som en del af studiet har man observeret 10 par af hunde, der kendte hinanden i forvejen. Hunde-parrene legede sammen mindst en gang om dagen, og forskerne optog parrene under forskellige forhold.

Hundene blev på den måde observeret, mens de var sammen, uden deres ejer, mens de var sammen med deres ejer men blev ignoreret af ejeren, og mens de var sammen med deres ejer, hvor ejeren roste dem og nussede på dem.

På den måde fandt forskerne ud af, at hundene legede mest sammen, når deres ejere var fysisk, og mentalt, til stede.

– Det er interessant, at hundene, der har mulighed for at lege, når de vil, i højere grad er aktive, når et menneske udviser interesse for dem, siger Clive Wynne fra Arizona State University, og som er medforfatter på studiet.

Flere spørgsmål end svar

Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvorfor dyrene i så høj grad påvirkes af, om deres mennesker er opmærksomme på dem.

Man har flere teorier om det, blandt andet at hundene ved, at de kan få mere ud af leg, hvis deres menneske ser, hvad der foregår, fordi det kan føre til mere leg og måske en tur udenfor.

Det kan også være, at hundene er mere trygge, når deres mennesker i nærheden, eller at hundene bare har det bedre, når deres mennesker er tæt på dem.

– Det er et af den slags studier, der fører til flere spørgsmål end svar, siger Lindsay Mehrkam.

Powered by Labrador CMS