Sådan får svindlere fat i dine penge på Facebook

Facebook er blevet et yndet sted for svindlere, der vil have fat i dine penge, advarer politiet.

Udgivet Opdateret

Hvis du bruger en del af din tid på Facebook, så er der god grund til at læse videre.

Kriminaliteten på internettet er i opadgående retning i år. Og kriminelle har nu fundet ud af, at der er penge at hente på Facebook. En svindel, som politiet advarer mod.

Svindlen går ud på, at den kriminelle opretter en falsk Facebook-profil. Herefter sendes der venneanmodninger til personer de ikke kender. Ofte forestiller den falske profil en person af det modsatte køn med et flot profilbillede. Det skriver Nordsjællands Politi på Facebook.

Vil opbygge tillid til dig

Hvis du accepterer venneanmodningen, vil den fremmede derefter forsøge at opbygge et tillidsbånd til dig gennem for eksempel chatbeskeder, der måske er af lummer eller romantisk karakter. Når I har opbygget en relation, beder personen så om penge, og gerne med en historie, der prikker til din dårlige samvittighed.

Personen kan eksempelvis sende dig links til nogle filer, som inficerer din enhed med virus. Nogle vira kan forhindre dig i at få adgang til dine filer, mens andre kan tænde for dit webcam og tage billeder af dig i private situationer. Herefter skal du betale en løsesum for adgang til dine egne filer eller for, at billederne fra dit webcam ikke bliver lagt ud til offentlig skue.

Sådan spotter du en falsk profil

Politiet har dog nogle gode råd til, hvordan du spotter, at der er tale om en falsk profil. Du skal blot snuse lidt rundt på personens profil og se efter følgende ting:

• Mængden af opslag og billeder. Er der få, kan det indikere, at profilen er ny.

• Hvornår opslagene og billederne er fra. Går profilens historik ikke mere end nogle måneder tilbage, så er der formentlig ugler i mosen.

Politiet beroliger med, at der ikke direkte kan ske noget ved, at du accepterer en venneanmodning fra en person, du ikke kender, men begynder du at interagere med den fremmede, kan du komme i problemer.

Powered by Labrador CMS