Sådan stormtjekker du huset på en time

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Efteråret er sæson for kraftige storme. Læs her, hvordan du tjekker efter, om dit hus er klar til rusk og regn.

Kalenderen er nået efterårsmånederne, og det betyder, at danske boligejere bør gøre klar til kraftig rusk og regn, der typisk hærger i november, december og januar.

Omtrent hver andet år bliver Danmark ramt af kraftige storme som Bodil og Allan i 2013, der tilsammen medførte knap 146.000 skader på bygninger og materiel.

– Hvis vi går tilbage til den store storm i 2005 og kigger historisk frem, kan vi se, at mønstret gentager sig hvert andet år, hvor vi får kraftige vinterstorme. Men det er selvfølgelig svært at sige, om vi bliver hårdt ramt i år, siger kommunikationskonsulent i GF Forsikring, Riccardo Krogh Pescatori.

Tjek huset allerede i efterårsferien

Brancheorganisationen Forsikring & Pension opfordrer danskerne til at gennemgå huset allerede i efterårsferien, hvor mange har fri fra arbejde.

– Se for eksempel efter, at der ikke er løse tagplader eller tagsten. Du bør også sikre, at vindskeder, sternbrædder, skodder og andre dele, der i værste fald kan rive sig løs i en storm, er ordentligt fastgjort, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.

Riccardo Krogh Pescatori opfordrer husejere til at tjekke, om huset er klar til at blive ramt af en eventuel storm. Det drejer sig især om at sikre huset mod vandskader og skader, der er forårsaget af løse dele og genstande. Men det kniber af og til med at sikre sig på forhånd for husejerne.

Forsikringen dækker ikke hvis…

Og hvis en vandskade rammer, fordi tagrenderne er stoppet til, så dækker forsikringen ikke. Ligeledes er det husejerens eget ansvar at sikre, at havemøblerne er bragt i sikkerhed, så de ikke blæser ind i vinduer eller går i stykker i stormen – ting som står udendørs, er nemlig ikke dækket af forsikringen i tilfælde af storm.

– Vi kan set et mønster, når vi går ud med gode råd. Så er det som om, det har en effekt i et stykke tid. Omvendt glemmer folk det igen, hvis vi vælger at oplyse om noget andet, siger Riccardo Krogh Pescatori.

Mange husejere kan klare eftersynet af huset på en time, lyder vurderingen fra forsikringsmanden.

Sådan sikrer du dig bedst mod stormskader

1) Tjek tagrender og nedløbsrør. For mange betyder det, at man skal op på en stige, men det er vigtigt at fjerne blade og andet fra tagrender og nedløbsrør. Hvis en tilstopning forårsager en vandskade, dækker forsikringen ikke.

2) Rens brønd og dræn. Hvis nedløbsrørene ender i en brønd, eller huset har en såkaldt faskine, der er med til at dræne arealet for overskydende vand. De skal begge tjekkes for skidt og blade, så der er gennemløb. Ellers kan det få den modsatte effekt og skabe oversvømmelser.

3) Fjern truende grene. Vokser der træer tæt på huset, skal du sørge for, at grene ikke kan blæse ind og smadre ruder i huset, hvis der kommer en kraftig storm. Grene som kan risikere af knække af under storm, kan man fjerne med en kædesav inden.

4) Fjern havemøbler og grill. Hvis haven eller terrassen gemmer på en stor grill og flotte havelounges, skal man huske at flytte det indenfor, fjerne det fra haven eller i hvert fald sikre sig, at det er fæstnet. For kommer der en efterårsstorm, så vil den slags ting blive rykket rundt og kan skade huset. Og ting, der står udenfor er ikke dækket af forsikringen.

5) På Forsikringsvejret.dk kan man tilmelde sig varslinger på sms, der giver information om storm og skybrud på baggrund af data fra DMI.

Kilde: Forsikring & Pension og GF Forsikring

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS