Alexandra kan ånde lettet op

Efter 10 måneder på markedet er grevindens villa i Nordsjælland endelig solgt

Grevinde Alexandra har nu fået solgt sin villa i Nordsjælland, som blev sat til salg i januar for 14.995.000 kroner.
Udgivet Opdateret

Lidt over tre år har grevinde Alexandra boet i sin villa, som ligger tæt på Dyrehaven i Charlottenlund.

Men nu er den efter 10 måneder på markedet blevet solgt.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Prisen ikke oplyst

Villaen blev i januar sat til salg for 14.995.000 kroner hos liebhavermægleren Kristian Lützau, der bekræfter handlen til Boliga.dk, men ikke har nogle yderligere kommentarer til prisen, som endnu ikke er tinglyst.

Det 215 kvadratmeter store hjem har seks værelser, en sydvendt terrasse samt en dobbelt garage.

Grevinde Alexandras nu forhenværende villa i Gentofte kommune.
Grevinde Alexandras nu forhenværende villa i Gentofte kommune.

Og så er den beliggende i en af landets dyreste boligkommuner, Gentofte, hvor en villakvadratmeter i gennemsnit er blevet handlet for 67.700 kroner - svarende til 10,15 millioner kroner for et helt gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter. 

Det niveau overgås kun af Frederiksberg Kommune, hvor kvadratmeterprisen for solgte villaer i år ligger på godt 78.500 kroner.

Nyt hjem i hovedstaden

Alexandra har allerede fundet et nyt hjem - en lejlighed midt i København tæt på Kongens Have og Marmorkirken.

Storbylejligheden ligger i Salomon Palæ, en herskabelig ejendom fra 1867, og har et boligareal på 168 kvadratmeter.

Kostede 11,6 millioner

Hun købte den ifølge Bologa.dk allerede tilbage i januar for 11,6 millioner kroner, eller godt og vel 69.000 kroner per kvadratmeter.

Det er noget over gennemsnittet for det dyre boligområde København K, hvor de solgte ejerlejligheder i år har indbragt en kvadratmeterpris på 62.200 kroner.

Se flere fotos af villaen her.

Powered by Labrador CMS