Se her: Dit vasketøj udvikler farlige stoffer

Skru ned for mængden af fibre, der bliver udledt, ved at tænke over, hvordan og hvor meget der bliver vasket.

Udgivet Opdateret

Når vasketøjet snurrer rundt i maskinen, er det ikke bare snavs og sved, der forsvinder ud med det beskidte vand. Den hårde tur rundt i maskinen får også tøjet til at afgive fibre og mikroplast.

Mikroplast kan potentielt ende i havene, i dyr, på marker og i vores fødevarer. Og endnu er det ikke muligt at forudsige konsekvenserne.

Det er særligt syntetiske materialer som akryl, nylon og polyester, der afgiver mikroplast.

– Hver gang du slider på tøjet, kan det frigive noget mikroplast. Bare man har en fleecetrøje på og bevæger sig rundt, så svæver der mikroplast rundt i luften, fortæller Christel Søgaard Kirkeby, som er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Men der er en række ting, man selv kan gøre for at minimere det. Et af rådene er, at man forsøger at vaske sit tøj mindre – for dermed at slide mindre på det og frigive færre fibre.

– Måske kan tøjet friskes op ved at blive hængt til udluftning. Så kan man også undgå at bruge tørretumbler. Den slider også på tøjet og laver mikroplast, fortæller Christel Søgaard Kirkeby.

Hos miljøorganisationen Plastic Change opfordrer de til, at man fylder vaskemaskinen helt op, fordi det gør gnidningsmodstanden mindre – og dermed frigives der færre fibre.

Brug flydende sæbe

Derudover kan man bruge flydende sæbe, som er lidt mindre hårdt ved tøjet end de små korn, der er i vaskepulver. Og så råder miljøorganisationen til at vaske ved lave temperaturer.

At undgå lange vaske og skære ned på omdrejningerne i tørretumbleren reducerer også friktionen og nedsætter dermed antallet af fibre, der river sig løs.

Henrik Beha Pedersen er miljøbiolog og stifter af Plastic Change, og han forklarer, at vaskerådene er en måde, man som forbruger kan forsøge at skære ned på udledningen af mikroplast.

– Men det er ikke råd, der helt fjerner mikroplasten fra vores tøjvask, tilføjer han.

Vil man helt undgå tøj, der afgiver mikroplast, kan man købe naturmaterialer som uld, bomuld, hør, silke og kashmir.

Dæk er den største kilde

Betyder det, at man skal man smide alt sit syntetiske tøj ud og købe naturmaterialer i stedet? Det er ikke nødvendigvis en miljørigtig løsning, siger Christel Søgaard Kirkeby.

– Det er der også en stor miljøbelastning i ressourcemæssigt og nogle andre udledninger – og for så vidt også noget mikroplast, for så er der nogle lastbiler, der har kørt rundt med det, siger Christel Søgaard Kirkeby.

Dæk er faktisk den største kilde til udledning af mikroplast ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2015.

Hos Forbrugerrådet Tænk Kemi råder de til at gå efter miljømærket tøj.

I galleriet ovenfor kan du se generelle tips til, hvordan du kan spare penge på at vaske tøj.

Powered by Labrador CMS