Skip to main content

Sigtelse: Voldtog to små piger

På grund af sine personlige forhold kan formodet dobbelt barnevoldtægtsmand ikke opholde sig i arresthus

Retten i Holbæk: En 41-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet for voldtægt af to piger. Han nægter sig skyldig. (Arkiv). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Retten i Holbæk: En 41-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet for voldtægt af to piger. Han nægter sig skyldig. (Arkiv). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

En 41-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet på baggrund af en sigtelse om voldtægt af to små piger. Den yngste pige var ifølge politiets sigtelse tre-fire år, da manden voldtog hende.

Det skulle være sket i perioden mellem april 2019 og sommeren 2020 i Vig i Odsherred Kommune.

Den ældste pige blev ifølge sigtelsen voldtaget af manden to gange den 9. og 10. oktober i fjor.

Manden nægter sig skyldig i de alvorlige sigtelser, fortæller anklager Annette Ahm fra Midt- og Vestsjællands Politi. Men en dommer ved Retten i Holbæk har vurderet, at mistanken mod ham er tilstrækkeligt underbygget til, at han kan varetægtsfængsles.

– Han er på grund af sine personlige forhold blevet varetægtsfængslet i surrogat, fortæller Annette Ahm.

Hun kan ikke uddybe dette, da onsdagens retsmøde blev holdt for lukkede døre, altså uden adgang for tilhørere. Det skete for ikke at udsætte de forurettede for unødig krænkelse.

Varetægtsfængslet i surrogat

Varetægtsfængsling i surrogat sker som regel – når det gælder voksne – på grund af deres mentale tilstand. I stedet for i et arresthus bliver den pågældende i så fald fængslet på eksempelvis en psykiatrisk afdeling.

Grundet de lukkede døre må Annette Ahm heller ikke oplyse, hvilken relation manden har haft til pigerne.

Hun oplyser dog, at det fremgår af sigtelsen – som blev læst op i en åben del af retsmødet – at der ikke er tale om mandens børn eller stedbørn.

Sigtelserne mod manden går på voldtægt af barn under 12 år. Ifølge straffeloven er seksuelle relationer mellem voksne og børn under 12 altid at regne som voldtægt.

Er barnet over 12 år, vil det være afgørende, hvorvidt det seksuelle forhold er sket med eller uden samtykke. Men Folketinget har bestemt, at når barnet er under 12 år, er der per definition tale om voldtægt.

Den 41-årige mand skal foreløbig sidde varetægtsfængslet frem til 1. juni. Her skal retten igen tage stilling, hvis anklagemyndigheden ønsker at opretholde varetægtsfængslingen, og hvis manden ikke frivilligt indvilger i en forlængelse.

Del din kommentar