Sjælden ros til Eriksen

Antonio Conte ser en udvikling hos Christian Eriksen, der er mere konsistent og forstår flere mekanismer

Christian Eriksen startede søndag på banen for Inter, der slog Lazio med 3-1 og dermed er nyt førerhold i Serie A. Foto: Jonathan Moscrop/Scanpix
Udgivet Opdateret

Christian Eriksen har på det seneste fået mere og mere spilletid for Inter, der søndag overtog førstepladsen i Serie A.

I en 3-1-sejr over Lazio fik danskeren de første 70 minutter på banen for rækkens nye førerhold.

Bagefter var der ros til den 29-årige midtbanespiller fra cheftræner Antonio Conte, der i lange perioder har tøvet med at bruge danskeren.

– Christian tilpasser sig og forstår, hvad vi gerne vil se fra ham.

– Det faktum, at hans præstationer er mere konsistente, viser, at han forbedrer sig. Det er vejen frem, og han spillede virkelig godt. Det er afgørende, da vi har brug for alle spillere fra nu og frem til sæsonafslutningen, siger Antonio Conte til klubbens hjemmeside.

Inter overvejede denne vinter at sælge danskeren, da han på daværende tidspunkt blev holdt på bænken i de fleste kampe.

Har lært mekanismerne

Den pludselige opblomstring har flere årsager, vurderer Conte.

– Christian havde nogle problemer med at tilpasse sig, fordi italiensk fodbold er svært, og det er meget taktisk. Det er desuden blevet mere intenst end tidligere år.

– Han er nu ved at forstå bestemte mekanismer og er involveret i nøglesituationer.

– Bid for bid er vi lykkedes med at udvikle ham, og nu forstår han også det italienske sprog bedre, hvilket hjælper ham med at forstå sine holdkammerater, siger Antonio Conte.

-Et ekstra våben

I sejren over Lazio var cheftræneren yderst tilfreds med danskerens præstation.

– Han var meget opmærksom. Ikke kun i angrebet, hvor han kom med noget kvalitet, men også i forsvaret. Han er helt sikkert et ekstra våben for os, og jeg er tryg ved at have flere muligheder, siger Conte.

På søndag er der topbrag i Serie A, når Inter møder lokalrivalen AC Milan.

Inter topper ligaen med 50 point – et enkelt mere end Milan – efter 22 spillerunder.

Powered by Labrador CMS