Skandaleprins sagsøger sin søn

Prins Ernst August af Hannover og sønnen kæmper om et slot

Udgivet Opdateret

Det er ikke længe siden, prins Ernst August af Hannover senest trak overskrifter af den negative slags.

Senest skyldtes det karambolage med politiet, og nu har prinsen lagt sig ud med sin egen søn.

Det skriver Daily Mail.

Tvisten går på at sønnen, der også hedder Ernst August, har solgt et slot, der var i familiens besiddelse, til den tyske stat for kun én euro.

Slottet, Marienburg Slot, betegnes som faldefærdigt og stod foran en renovation, der anslås at skulle koste 200 millioner kroner.

Alligevel mener Ernst August den ældre, at junior er faldet ham i ryggen ved at sælge slottet, som Ernst August overdrog til sønnen for omkring 15 år siden.

I øvrigt mener Ernst August også, at sønnen ulovligt er kommet i besiddelse af flere af familiens dyre kunstværker.

Kan ende i fængsel

Prinsen er desuden for tiden tiltalt i indtil flere sager, hvor han mildest talt har været i karambolage med politiet.

Ifølge anklagemyndigheden i Wels, Østrig, hvor Ernst August har sin jagthytte, er prinsen tiltalt for tre forskellige forhold, skriver Kronen Zeitung i Østrig.

14. og 15. juli 2020 skulle prinsen flere gange have kontaktet alarmcentralen, fordi han efter sigende havde det dårligt.

Men ved politiets ankomst skulle han have været meget aggressiv mod både politi og sundhedspersonale – og have begået decideret vold. Herefter blev prinsen anholdt.

20. juli truede han så en politibetjent med et baseballbat.

Sidst skulle prinsen 7. september have smadret et vindue i et hus ejet af hans egen fond samt have truet personale i huset.

Nægter sin skyld

Kronen Zeitung skriver, at prinsen hævder, at han selv er blevet udsat for vold og tvangsindslagt på en psykiatrisk afdeling. Altså decideret modsat af politiets opfattelse.

Prinsen selv fortæller Kronen Zeitung, at han kontaktede alarmcentralen, fordi han havde det dårligt. Han blev overrasket over, at politiet dukkede op, og det var her, han blev slået i ansigtet af en betjent.

Han fortæller, at han blev lagt i håndjern og efterfølgende tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.

Skandalerne klistrer til ham

Prins Ernst Augusts liv bærer præg af en lang række skandaler.

Mest “berømt” blev han nok, da han i 2000 valgte at lade vandet på en pavillon under Verdensudstillingen i Hannover.

I 2004 blev han idømt en voldsdom for at have slået en anden tysk mand, Joe Brunnlehner, med et knojern på den kenyanske ø Lamu. Ernst August har altid nægtet og påstår, han aldrig har hverken ejet eller holdt et knojern.

Han har desuden været indlagt med alkoholrelaterede problemer i både 2011, 2017 og 2018.

Hustru bor i Monaco

Det er usikkert, hvor Prinsesse Caroline befandt sig, da episoden i Østrig fandt sted, men det er ikke videre sikkert, at hun var i nærheden, skønt hun officielt er gift med Prins Ernst.

Prinsesse Caroline er ældste datter af fyrst Rainier og Hollywoodstjernen Grace Kelly, og hendes liv har været præget af flere dramatiske begivenheder.

Ritzau skriver, at hendes mor, fyrstinde Grace, døde i 1982 i en trafikulykke, da hendes Rover forulykkede med prinsessens lillesøster, prinsesse Stephanie, i bilen.

Prinsesse Caroline har været gift flere gange, og da hun blev gift for tredje gang, med Prins Ernst August af Hannover, skiftede hun titel, fra prinsesse af Monaco til prinsesse af Hannover.

Parret blev gift i 1999, men Ritzau har tidligere skrevet at de to ikke har været set sammen offentligt i årevis.

De har datteren prinsesse Alexandra sammen, som prinsesse Caroline bor sammen med i Monaco.

Powered by Labrador CMS