Skoleelever slubrer energidrik i sig

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Læskedrikke med opkvikkende indhold er særdeles populært blandt danske skoleelever. Det tyder en undersøgelse fra Slagelse Kommune i hvert fald på, skriver Jyllands-Posten.

I undersøgelsen svarer 17 procent af drengene og otte procent af pigerne i 5. til 10. klasse, at de drikker energidrik mindst to dage om ugen. I 9. og 10. klasse er tallet over 30 procent for drengene.

»Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde ville komme i en situation, hvor jeg som ernæringsperson skulle anbefale cola frem for noget andet,« siger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet til Jyllands-Posten.

Ifølge Jeppe Matthiessen er en cola nemlig et bedre valg end energidrik.

DTU Fødevareinstituttet har tidligere lavet en undersøgelse af energidrikke i Danmark, og Jeppe Matthiessen er bekymret over tallene fra Slagelse. Energidrikkene kan på grund af koffeinindholdet for børn give bivirkninger som for eksempel søvnløshed, kvalme, hovedpine, nervøsitet, uro eller hjertebanken.

Undersøgelsen fra Slagelse Kommune, som 3.814 skolebørn har deltaget i, viser også, at der er en sammenhæng mellem et højt energidrik-forbrug og andre former for dårlige vaner.

Blandt andet kan man se, at elever med et højt forbrug af energidrik oftere har problemer med overvægt, dårlige kostvaner og har mere hang til rygning, alkohol, hash og for lidt søvn og fysisk aktivitet.

Powered by Labrador CMS