Skudt mens han luftede hunden

En 55-årig mand overlever, at han onsdag morgen blev ramt af flere skud fra ukendte gerningsmænd i Bagsværd.

Udgivet Opdateret

En 55-årig mand, der tidligt onsdag morgen var ude og lufte sin hund, er overlevet, efter at to gerningsmænd ramte ham med flere skud.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Episoden bliver efterforsket som drabsforsøg.

Politiet har talt med vidner, der beretter om to mørkklædte personer, som løb fra stedet. Politiet formoder, at der er tale om to mænd.

– Men vi kan ikke udelukke noget, siger politiets efterforskningsleder Charlotte Skovby.

Politiet hører stadig gerne fra vidner, der har set eller bemærket noget. Særligt er man interesseret i vidner, der kan berette om de to mænd, der blev set løbe fra stedet.

Der er endnu ikke anholdt nogen formodede gerningsmænd.

Luftede hund

Skuddene faldt onsdag omkring klokken 06.30 ved Kornmarken i Bagsværd i nærheden af offerets hjem.

Her var han ifølge Ekstra Bladet ude og lufte sin hund, da skuddene ramte ham i et grønt område, der ligger for enden af vejen.

– Vi efterforsker hændelsen som forsøg på manddrab, og vi er stadig i en indledende fase med at indsamle alle spor og informationer, udtalte vicepolitiinspektør Carsten Lansner onsdag i en pressemeddelelse.

Han tilføjede, at episoden “virker målrettet, men at det er for tidligt at drage konklusioner om motiver og årsager bag hændelsen – herunder også om eventuelle banderelationer”.

Politiet ville endnu ikke oplyse, hvor mange skud manden blev ramt af – blot at det var mere end ét.

Politiet er heller ikke klar til at sige, om det efterforsker angrebet som værende i bandesammenhæng.

Københavns Vestegns Politi rykkede ud til stedet med flere patruljer.

– Vi er talstærkt til stede omkring Kornmarken, Bagsværd, efter en skudepisode. En person skudt, lød det i første omgang fra Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Den 55-åriges pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS