Skypumpe vender op og ned på biler

En skypumpe har vendt flere biler rundt på en parkeringsplads.

En skypumpe har skubbet flere biler rundt, og to er ganske enkelt vendt på hovedet. KLIK videre og se flere billeder. Foto: Presse-fotos.dk
En skypumpe har skubbet flere biler rundt, og to er ganske enkelt vendt på hovedet. KLIK videre og se flere billeder. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

Skypumper er ikke et af de hyppigste vejrfænomener i Danmark, men ikke desto mindre kan Syd- og Sønderjyllands Politi nu afsløre, at der i Aabenraa har været en sådan på besøg.

Politiet kan således via Twitter berette, at biler på parkeringspladsen ved sygehuset i Aabenraa er blevet vendt rundt – ja, du læste altså rigtigt – og mindst en altså er endt med taget nedad.

– Den ene skypumpe har væltet to biler om på taget. Flere andre biler er blevet skubbet rundt, siger vagtchef Bjørn Pedersen til Ritzau.

Skypumpen er opstået i forbindelse med det voldsomme og pludseligt opståede regn- og tordenvejr, som markerede sit indtog over især de sydlige jyske egne.

I forbindelse med miseren er der altså trods alt ikke melding om, at nogen skal være kommet til skade ved den pludselige bil-vælten. Normalt opstår skypumper i Danmark, når vi er i slutningen af sommeren eller i efteråret.

Brand og Redning Sønderjylland skrev tidligere på aftenen, at det nogle steder var travlt beskæftiget med at fjerne væltede træer.

Lars Henriksen, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fortalte tidligere Newsbreak.dk, at det kraftige uvejr på en måde var uventet.

– Vi er blevet noget overrasket over omfanget. Vi var klar over, der ville komme meget vand, men det er noget mere voldsomt, end vi regnede med, sagde han ved 17.30-tiden.

Powered by Labrador CMS