Slut med Lokalbrugsen: Lukker i Låsbygade

Den 31. marts er det slut med en dagligvarebutik i Låsbygade. Lokalbrugsen lukker på grund af underskud.

Lokalbrugsen i Låsbygade lukker den 31. marts. Kunderne har svigtet butikken. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Lokalbrugsen i Låsbygade i Kolding er snart fortid. Butikken lukker 31. marts, skriver Ugeavisen Kolding.

På adressen har der ellers været en dagligvarebutik siden 1904. Men nu er det slut. Siden lukkeloven blev ophævet i 2012, er det kun gået ned ad bakke for Lokalbrugsen, der siden har fået konkurrence af blandt andet Fakta og Bilka. Siden lukkeloven blev ophævet kan dagligvarebutikker nemlig også holde åbent om søndagen. Og det var det Lokalbrugsen før levede godt af.

– Det kan vi ikke konkurrere med, siger brugsuddeler i Lokalbrugsen i Låsbygade, Linda Seistrup, til Ugeavisen Kolding.

Omsætningen er faldet

Kunderne har siden 2012 svigtet den lokale brugs:

– Omsætningen er faldet, men vi har stadig de samme udgifter og lønninger, der skal betales, så vi kører med underskud. Derfor må vi lukke, siger brugsuddeleren til ugeavisen.

Nu er alle medarbejdere afskediget. Linda Seistrup, der har været brugsuddeler i seks år, skal videre til Dagli’Brugsen i Taulov.

Powered by Labrador CMS