Smækker med døren: -Bliver aldrig statsminister

Efter over en måneds betænkningstid har Venstres tidligere næstformand besluttet af forlade partiet

Inger Støjberg har torsdag meddelt, at hun forlader Venstre. Det sker efter en periode med intern fnidderi. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Inger Støjberg melder sig ud af Venstre og fortsætter som løsgænger i Folketinget. Det siger hun til Skive Folkeblad.

– Det er uendeligt tungt for mig, men det kan ikke være anderledes. I den periode jeg er i nu, er det at være løsgænger den bedste måde, jeg kan blive ved med at kæmpe for de værdier, jeg står for, siger Støjberg til Skive Folkeblad.

I over en måned har Støjberg overvejet sin fremtid i Venstre. Hun valgte kort før nytår at trække sig som partiets næstformand. Det skete på opfordring af formand Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge Støjberg er det den største mistillidserklæring, hun kan få fra sine kolleger i Folketinget. Og fra sin egen partiformand.

I interviewet med Skive Folkeblad siger Støjberg, at hun ikke har tiltro til, at Ellemann-Jensen kan blive statsminister. Og at partiets udlændingepolitik ikke er stram nok.

– Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister, siger Støjberg.

Endnu en stemmesluger forlader

Med udmeldelsen har Venstre mistet partiets to største stemmeslugere fra folketingsvalget i 2019. 1. Januar annoncerede tidligere V-formand og eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen sit farvel til Venstre.

Støjberg har siddet i Folketinget for Venstre siden 2001. Hun har haft en række ministerposter, men er nok mest kendt for sin tid som udlændinge- og integrationsminister i den seneste valgperiode.

Efter 2019-valget blev hun valgt som næstformand i Venstre, men den post havde hun altså ikke længe. Derudover har hun været politisk ordfører i Venstre. Så det er en yderst markant profil, der forlader partiet.

Ved 2019-valget fik Støjberg 28.420 personlige stemmer. På landsplan blev det kun overgået af Mette Frederiksen (S), Lars Løkke og Enhedslistens Pernille Skipper.

Blå bog: Inger Støjberg

* Navn: Inger Støjberg.

* Født: 16. marts 1973 i Hjerk.

* Datter af gårdejer Mathias Støjberg og medhjælpende ægtefælle Gudrun Støjberg.

* Uddannelse:

1993: Student fra Morsø Gymnasium.

1995: Etårig højere handelseksamen i Viborg.

1999: Informationsakademiet på Viborg Handelsskole.

2013: MA i Business Administration fra Aalborg Universitet.

* Erhvervskarriere:

1999-2001: Redaktør, Viborg Bladet.

Fra 2001: Freelancejournalist ved Støjberg Kommunikation.

* Politisk karriere:

1994-2002: Medlem af Viborg Amtsråd.

2001-2005: Medlem af Europarådet.

2005-2007: Næstformand for Venstres folketingsgruppe, ligestillingsordfører, fødevare-, familie- og forbrugerordfører samt medlem af Naturklagenævnet.

2007-2009: Politisk ordfører samt medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

2009-2010: Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling.

2010-2011: Beskæftigelsesminister.

2011-2014: Næstformand for Venstres folketingsgruppe samt integrationsordfører.

2014-2015: Politisk ordfører i Venstre.

2015-2016: Udlændinge- og integrations- og boligminister.

2016-2019: Udlændinge- og integrationsminister.

2019-2020: Næstformand i Venstre.

Kilder: ft.dk, inger.dk, Ritzau.

De seneste uger, hvor Støjberg har været i tænkeboks, er hun kommet med en række stikpiller mod Venstre-ledelsen og især Ellemann-Jensen.

Den stil fortsætter i forbindelse med udmeldelsen. Eksempelvis mener Støjberg, at “det borgerlige samarbejde ikke været så dårligt som nu”.

Det er velkendt, at både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bejler til Støjberg. De frierier bliver næppe mindre nu. Men til at begynde med fortsætter Støjberg altså som løsgænger.

Powered by Labrador CMS