Snevejr sætter stopper for ski-VM

Kvindernes superkombination bliver ikke afviklet mandag på grund af kraftigt snevejr over VM-området.

Vejret driller arrangørerne på førstedagen af VM i alpint skiløb. Foto: Denis Balibouse/Reuters
Udgivet Opdateret

VM i alpint skiløb er blevet ramt af den første programændring allerede på mesterskabernes første konkurrencedag.

Et kraftigt snevejr over Cortina d’Ampezzo i Italien betyder, at arrangørerne har besluttet at udsætte kvindernes superkombination, der var på programmet mandag.

Det oplyser Det Internationale Skiforbund (FIS) på Twitter.

To afdelinger

Foreløbig er det uklart, hvornår konkurrencen skal afvikles i stedet.

Superkombination består af to afdelinger med henholdsvis slalom og styrtløb.

Planen var at køre slalom mandag klokken 11, mens styrtløbet var programsat til klokken 14.30. Ingen af delene kan altså køres mandag.

Dermed ser det ud til, at VM i stedet åbner med super-G for både mænd og kvinder tirsdag.

Ingen af de seks danske deltagere bliver berørt af mandagens aflysning.

Nuunu Chemnitz Bertelsen er eneste kvinde på det danske VM-hold, og hun skal kun deltage i slalom, som er på programmet i næste uge.

Første dansker i aktion ved VM bliver efter planen Marcus Vorre i tirsdagens super-G-konkurrence.

Verdensmesterskaberne varer frem til 21. februar.

Powered by Labrador CMS