Radioværten Mads Holger er død

Radioværten, debattøren og forfatteren Mads Holger Norgaard Madsen er død, 38 år.

Udgivet Opdateret

Den 38-årige radiovært, debattør og forfatter Mads Holger Norgaard Madsen er død, skriver Politiken.

Han opstillede i 2015 for De Konservative ved valget, men forlod partiet.

Han studerede først filosofi, men skiftede til teologi, hvor han fik en bachelorgrad. Som skribent begyndte han som redaktør af lokalavisen Rendestenen, der handler om Pisserenden i Københavns indre by.

Siden udgav han livsstilsmagasinet Ping, der blev sendt til den eksklusive natklub Nasas medlemmer.

I 2011 tiltrådte Mads Holger som radiovært på programmet “Skriftestolen” på Radio24syv. Samtidig skrev han den meget læste blog “Den sidste romantiker” hos Berlingske og bidrog flittigt til den offentlige debat.

I 2008 udgav han debutromanen “Alle går rundt og forelsker sig”. Senere udgav han bøgerne “Udenfor citat” sammen med ekskonen Paula Larrain i 2008, “Bladguld” i 2012 og “Vorherre bevares” i 2015. Flere af bøgerne var udpræget selvbiografiske.

Familien oplyser, at Mads Holger mandag tog sit eget liv i familiens sommerhus på Sydfyn.

Han efterlader sig sin mor, en søster, to mostre og en kæreste.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS