Sportsstjerne i vild bombe-snak: Her er straffen

Kommentaren "Jeg håber, at en bombe vil eksplodere på denne bane", koster Fabio Fognini 20.000 kroner.

Italienske Fabio Fognini tabte i tredje runde ved Wimbledon mod amerikanske Tennys Sandgren. Foto: Carl Recine/Reuters
Udgivet Opdateret

Tennisspilleren Fabio Fognini får en bøde på 3000 dollar for en bombe-kommentar ved grand slam-turneringen Wimbledon.

Det meddeler foreningen bag turneringen, All England Club, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fognini får bøden, på hvad der svarer til 20.000 kroner, for “uprofessionel opførelse”.

Undervejs i italienerens nederlag i tredje runde af turneringen mod amerikanske Tennys Sandgren sagde Fognini på italiensk, at “han håbede, at en bombe ville eksplodere på denne bane”.

Fognini var angiveligt utilfreds med, at han spillede på en af de mindre baner.

Har undskyldt

Efterfølgende undskyldte han.

– Hvis nogen føler sig stødt, så siger jeg undskyld. Intet problem, sagde han ifølge det australske medie News.com.au.

Under Anden Verdenskrig blev Wimbledon-anlægget ramt af 16 bomber, hvoraf en ramte hovedbanen Centre Court.

Artiklen fortsætter under videoen

Flere end 1000 bomber faldt ned i området, hvor flere tusinde boliger blev ødelagt.

Ud over Fognini har Serena Williams fået en bøde på 10.000 dollar for at have ødelagt noget af en bane med sin ketsjer under en træning forud for turneringen.

Derudover har den omstridte australske herrespiller Nick Kyrgios fået 8000 dollar i bøde for uprofessionel opførelse i sine kampe i både første og anden runde.

Powered by Labrador CMS