Startede med et brag men fes hurtigt ud

Formel 1-karrieren blev skudt i gang med en andenplads, men så dryssede Kevin Magnussen tilbage i feltet.

Kevin Magnussen giver Nico Rosberg et bad i champagne efter den succesfulde debut i Melbourne. (Arkivfoto). Foto: David Gray/Reuters
Udgivet Opdateret

Søndag kører Kevin Magnussen sit foreløbigt sidste Formel 1-grandprix, når løbet i Abu Dhabi går i gang klokken 14.10 dansk tid.

Magnussen indledte karrieren i Formel 1 med bulder og brag i 2014 med en andenplads i Melbourne.

Mange danskere blev straks revet med, men podiepladsen i debutløbet blev Magnussens første og formentlig eneste top-3-placering i motorsportens kongeklasse.

Trods de sparsomme resultater godkender to kommentatorer Magnussens bedrifter i Formel 1.

– Kevin har gjort det fantastisk godt. Så godt som det nu kunne lade sig gøre, siger Jens Winther Jr.

Fik aldrig konkurrencedygtig bil

Den mangeårige ekspert hos TV2 Sport peger på, at Magnussen aldrig har fået chancen i en konkurrencedygtig bil.

Hverken i 2014 hos McLaren, hos Renault i 2016 eller hos Haas fra 2017 til nu.

– Formel 1 er lidt som fodbold, hvor nogle store klubber har råd til at køre med enorme underskud. Så er det svært for de mindre klubber at hamle op med dem.

– Så vil nogen sige, at det er for dårligt af Kevin, men jeg forstår ikke hvorfor. Man kan altså ikke slå søm i med en banan, siger Jens Winther Jr.

Sportschef hos Dansk Automobil Sports Union (Dasu), Bo Baltzer Nielsen, mener også, at Magnussen har haft svære vilkår i Formel 1.

Overstrålede legende

Sportschefen vurderer, at danskeren gennem årene har overstrålet sine teamkammerater.

– Kevin havde Jenson Button som makker hos McLaren. Tit var Kevin den hurtigste af de to, men Buttons erfaring gjorde dog, at han fik flere point.

– Efter sæsonen blev Kevin ofret. Beslutningen om, hvem der skulle væk, trak ud, og vi ved nu, at der foregik et internt magtspil, siger Bo Baltzer Nielsen.

Efter et år som reservekører hos McLaren, blev Kevin Magnussen hentet af Renault, der i 2016 gjorde comeback i Formel 1.

– Det var sensationelt, at han overhovedet kom tilbage i Formel 1 efter et år. Men Renault havde købt et andet falleret hold ud og kørte reelt med en to år gammel bil.

– Han slog dog sin holdkammerat Jolyon Palmer, og det har han gentaget i flere år hos Haas, hvor han har været klart bedre end Romain Grosjean, siger sportschefen.

Slut med Formel 1

Søndag køres sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi, og når det er forbi, forventer hverken Bo Baltzer Nielsen eller Jens Winther Jr. at se Kevin Magnussen tilbage i Formel 1.

– Så er det, fordi han bliver hentet ind til et team, der kan vinde.

– Nu har han sat flueben ved drengedrømmen om at køre i Formel 1. Skal det være interessant for ham igen, så skal han køre med om podieplaceringerne, siger Jens Winther Jr.

I næste sæson kører Magnussen i den amerikanske Imsa-serie for holdet Chip Ganassi Racing.

Powered by Labrador CMS