Kæmpebrandert: Politiet troede han var dansker

Svensk politi havde mere end almindeligt svært ved at forstå en spritbilist.

Udgivet Opdateret

En 29-årig lokal mand fra Trollhättan i Sverige var i januar så fuld, da han blev stoppet af politiet i sin bil, at det lokale politi umiddelbart mistænkte ham for at være dansk.

Det skriver det lokale medie ttela.

Den 29-årige har siden fortalt, at han havde været hjemme hos en ven, der havde budt på grog. En drink bestående af rom og citronsaft.

Han var så fuld, at han ikke kan huske, at han har kørt bil den aften. Han husker at have gået i sneen uden for sin fars hus – det næste han husker er, at han vågner i en celle hos politiet.

Bilen stank af alkohol

Politiets forklaring er imidlertid mere uddybende.

En patrulje bemærkede en bil, der så ud til at være på vej fra et ulykkessted, hvor nogen havde kollideret med to parkerede biler. På vej væk satte bilen sig dog fast i sneen.

Her fik politiet fat på bilen, og da man åbnede førerdøren kunne det konstateres, at bilen stank af alkohol.

Da patruljen forsøgte at tale med den 29-årige, forstod de først ikke, hvad han sagde. De troede manden talte dansk, men indså hurtigt, at han var meget beruset. På bilgulvet var der blandt andet en flaske med lidt vodka tilbage.

Sporene i sneen efter mandens bil førte til de ramte biler. Derudover blev der efter et besøg fundet en kniv på manden.

Den 29-årige er nu idømt en måneds fængsel samt bøde for spritkørsel, at flygte fra et uheldssted samt brud på knivloven.

Powered by Labrador CMS