Støjberg forlader Venstre

Inger Støjberg melder sig ud af Venstre og fortsætter som løsgænger i Folketinget

Inger Støjberg melder sig ud af Venstre og fortsætter som løsgænger i Folketinget. Det siger hun til Skive Folkeblad. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Skive Folkeblad.

Inger Støjberg har meldt sig ud af Venstre og fortsætter i Folketinget som løsgænger.

Det skriver Skive Folkeblad.

-Det er uendeligt tungt for mig, men det kan ikke være anderledes. I den periode jeg er i nu, er det at være løsgænger den bedste måde, jeg kan blive ved med at kæmpe for de værdier jeg står for, siger Inger Støjberg i et stort interview med avisen.

Om baggrunden for udmeldelsen af Venstre, siger hun:

-Jeg må erkende, at jeg ikke har fået et ben til jorden i det Venstre, som Jakob Ellemann-Jensen og den nuværende Venstre-ledelse på Christiansborg står for. Jeg mener, at Venstres ledelse med Jakob Ellemann i spidsen i høj fart er på vej væk fra de værdier, som jeg altid har kæmpet for, og som jeg også mener, at Venstre indtil nu har stået for, siger Inger Støjberg til Skive Folkeblad, og om udlændingeområdet tilføjer hun blandt andet:

– Vi står ved begyndelsen til en indvandringsbølge. Og den erkendelse mangler Venstres ledelse. Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdig udlændinge-politik. Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister, siger Inger Støjberg til Skive Folkeblad.

Hun konstater samtidig over for avisen, at ”i alle de år jeg har været på Christiansborg, har det borgerlige samarbejde ikke været så dårligt som nu.”.

Powered by Labrador CMS