Stopper efter 14 år

Tv-kanal respekterer, at den stenrige og kendte Kardashian-familie "vil leve sit liv uden kameraer".

Fra venstre til højre ses Kris Jenner, Kourtney Kardashian, Khloe Kardashian og Kim Kardashian ved People’s Choice Awards i Californien i 2019. Foto: Monica Almeida/Reuters
Udgivet Opdateret

Det bliver næppe sidste gang, at kendisserne i Kardashian-klanen deler ud af deres liv.

Men ikke desto mindre bliver der sat punktum for et stykke tv-historie, når reality-serien “Keeping Up with Kardashians” stopper med en sidste sæson i 2021 efter 14 år på skærmen.

Det oplyser tv-kanalen E! tirsdag.

“Keeping Up with Kardashians” har gjort Kim Kardashian og hendes søstre Kylie, Kendall, Khloe og Kourtney til nogle af de absolut mest kendte personer i USA.

Reality-serien har været med til at skyde gang i Kardashian-søstrenes karrierer inden for mode- og skønhedsindustrien, samtidig med at den ifølge flere er et eksempel på, at man kan blive “kendt for at være kendt”.

– Det er med tunge hjerter, at vi som familie har truffet den svære beslutning at sige farvel til “Keeping Up with Kardashians”, skriver Kim Kardashian på Instagram.

– Efter 14 år, 20 sæsoner, hundredvis af episoder og flere spinoff-shows er vi mere end taknemmelige over for alle jer, der set os i alle disse år.

Ingen begrundelse

Ifølge Reuters har Kardashian-familien ikke givet nogen direkte begrundelse for beslutningen.

Men tv-kanalen E! skriver, at den respekterer “familiens beslutning om at leve sit liv uden vores kameraer”.

Igennem årene har serien dokumenteret nøglebegivenheder i familiens personlige og professionelle liv.

Det gælder blandt andet Kim Kardashians ægteskab med rapperen Kanye West, et væbnet røveri i Paris, Khloe Kardashians brud med basketballspilleren Lamar Odom og familieoverhovedets forvandling fra Bruce Jenner til Caitlyn Jenner.

Showet og Kardashian-familiens tilstedeværelse på sociale medier har været med til at hjælpe Kim Kardashian med at få fart i salget af hendes skønhedsprodukter.

Det har også været en affyringsrampe for halvsøster Kendall Jenners modelkarriere samt en makeupforretning, der ifølge Reuters gjorde halvsøster Kylie Jenner til dollarmilliardær i en alder af 21 år.

Powered by Labrador CMS