Skip to main content

Ti nu stille Jokke

Det vil ikke være til at holde ud, hvis vi med jævne mellemrum nu igen skal have klagesange på dansk og fransk, skriver chefredaktør på Newsbreak.dk Claus Jessen i denne leder om Prins Joachims utilfredshed

Prins Joachim er nu blevet ansat i et militært luftkastel i Paris.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prins Joachim er nu blevet ansat i et militært luftkastel i Paris.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I et halvt menneskeliv måtte vi høre på, hvor fortørnet Prins Henrik var over, at han ikke kunne blive konge i Danmark.

Han skulle altid gå bag ved Dronning Margrethe. Han var frarøvet enhver form for ligestilling bortset fra i køkkenet, hvor han dog kunne vælge mellem kruspersille eller asiatiske urter til hovedretten.

Prins Henrik var et dovent – men absolut skønt og forfriskende element, der med sin charme og diplomatiske færdigheder kunne løse op for mange spændte situationer på pressemøder, når Dronningen blev lidt for stram i masken.

Men Prins Henrik var og forblev hele sit liv den fødte to-er i forhold til sin ægteviv. Det var hans tunge lod i livet.

Det havde klædt ham stiltiende at udfylde den rolle – og så nyde kaviaren i fred og ro sammen med sine gravhunde på bagsædet af Krone 1.

Nu er Prins Joachim gået i farmands fodspor og også begyndt at lufte sin utilfredshed fra sit ufrivillige eksil i Paris.

I et interview med et fransk magasin siger Joachim om forholdet til brormand Frederik:

– Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale.

Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien, siger prins Joachim og fortsætter:

– Men det er ikke altid nemt. Vi må finde ud af det selv, samtidig med at man holder sig inden for rollen som nummer to i rækken.

Prins Joachim er både kvik og velbegavet. Han har valgt ordene med omhu, og han ved nøjagtigt, hvilke knapper han nu trykker på, når han haler sin fars gamle travere ind i interviewet.

Spørgsmålet er imidlertid, om han ikke burde holde fingrene i ro.

Det vil ikke være til at holde ud, hvis vi med jævne mellemrum nu igen skal have klagesange på dansk og fransk fra en mand, som i den grad har været begunstiget, forkælet og priviligeret fra barnsben.

Som ung mand fik han et helt slot foræret i Møgeltønder. Det ruller fortsat ind med millioner af støttekroner fra hårdarbejdende danske skatteborgere.

Manden er ansat i et militært luftkastel i Paris og kan leve med frihedsgrader, som det kun er få almindelige mennesker forundt.

Det er på tide, at Prins Joachim begynder at begribe, at han akkurat som sin far er den fødte to-er, som i royale og historiske sammenhæng er fuldstændig og aldeles ligegyldig.

Arvefølgen er lagt fast de næste godt hundrede år gennem Kronprins Frederik og Prins Christian.

Det er Frederik, Mary og Christian, der er og bliver førerhundene i det royale kobbel, når Margrethe slipper tøjlerne.

Joachim må fremadrettet nøjes med at svinge sablen og Marie ved særligt festlige lejligheder.

Jo hurtigere Joachim dybfølt affinder sig med, at han er blevet betalt for at forsvinde ud af Danmark, desto bedre et liv kan han få på førsteklasse i Paris.

Del din kommentar