Tobaksrøg i hjemmet kan gøre din bolig usælgelig

Lugter din bolig fælt af røg, vender en stor del af boligkøberne tommelfingeren nedad. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Det kan godt være, at huset både har nyt badeværelse og solrig terrasse. Men hvis der lugter fælt af røg, vender en stor del af boligkøberne tommelfingeren nedad. Det skriver metroxpress.

I en ny undersøgelse, som Boligsiden.dk har foretaget, svarer 34 procent af danskerne, at de ikke er interesserede i at købe en bolig, som har tilhørt en ryger.

40 procent kræver et afslag i prisen, mens 24 procent siger, at tobakslugten ikke har betydning.

»Så det bedste råd til rygerne er at holde røgen udenfor, hvis de har planer om at sælge boligen til fuld pris på et senere tidspunkt,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Ejendomsmæglerkæden Danbolig bekræfter, at røg kan gøre boliger mindre attraktive.

»Der er ingen tvivl om, at lugtgener, der for eksempel stammer fra røg eller kæledyr, kan smitte af på folks helhedsopfattelse af en bolig,« siger Per Bie, der er administrerende direktør hos Danbolig.

Hvis man er klar på en grundig omgang rengøring, kan der derfor være mange penge at spare ved at købe en rygerbolig:

»Det kan godt være et element i en prisforhandling, at det har været et rygerhjem«.

Boligstylist Birgitte Vosper fra Busy Bees Boligstyling forklarer, at den største udfordring typisk er, at de, der bor i boligen, ikke selv kan lugte, at der er noget galt:

»Jeg anbefaler altid, at man får en anden til at gå igennem boligen og være ærlig omkring lugte. Dét, der lugter af hjem for den ene, lugter måske af røg, mados og kattebakke for den anden,« siger Birgitte Vosper til metroxpress.

BNB

Powered by Labrador CMS