Tre på stribe efter målfest

FC København vandt 3-2 over Sønderjyske i en underholdende kamp med et rødt kort og tre straffespark.

FC Københavns spillere jubler efter scoring under 3F Superliga-kampen mellem FC København og Sønderjyske. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Trods snestorm i København var forholdene perfekte til fodbold i Parken, da FC København mandag aften tog sin tredje superligasejr på stribe ved at slå Sønderjyske 3-2 i sæsonens 16. spillerunde.

De københavnske værter havde rullet taget ud over Parken og indviede desuden et nyt græstæppe.

FCK fejrede sejren efter en medrivende anden halvleg, hvor Sønderjyske fik et tidligt rødt kort, og holdene scorede tre gange fra straffesparkspletten.

Resultatet betyder, at FCK haler ind på AGF på tredjepladsen, og de to er nu på lige mange point, mens Sønderjyske fortsat er på sjettepladsen.

Det var FCK, som gennem kampen var mest på bolden, mens Sønderjyskes hurtige offensivspillere lurede på at slå til på kontrastød.

Sønderjyskes stærke defensiv holdt dog FCK fra de helt store muligheder, og derfor var det også først, da midtbanespilleren Victor Mpindi fik rødt kort, at FCK skabte større chancer.

Men brændte chancer betød, at Sønderjyske levede i kampen, og så blev det spændende helt til sidst, da Sønderjyske satsede på at få et resultat med sig. Trods reducering lykkedes comebacket ikke.

Masser af chancer

Kampen indledtes ganske livligt med muligheder i begge ender, men det var først efter 38 minutter, at FCK’s Viktor Fischer kunne bringe FCK foran 1-0.

Føringen holdt dog kun få minutter, for Sønderjyske udlignede da Mads Albæk bragede et langskud i kassen kort før pausen.

Anden halvleg startede hæsblæsende. Sønderjyskes Mpindi så således sit andet gule kort, da han begik et straffespark, som FCK-angriber Jonas Wind sparkede i kassen til 2-1.

Dermed var det op ad bakke for Sønderjyske, der kæmpede bravt for at holde sig inde i kampen og blandt andet satsede med flere indskiftninger mod slutningen.

Men lige som Sønderjyske satsede, fik FCK et nyt straffespark, og det udnyttede Wind til at øge til 3-1 efter 81 minutter.

Kampen var imidlertid ikke slut, og da Sønderjyske på det efterfølgende angreb fik et straffespark, som Marc Dal Hende scorede på til 2-3, levede spændingen indtil allersidste fløjt – men det blev ikke til flere mål.

Powered by Labrador CMS