Truede med kniv: Har du set de mistænkte?

Politiet beder offentligheden om hjælp i en sag om et røveri, hvor to formodede gerningsmænd truede en 18-årig togpassager til at udlevere kontanter

Udgivet Opdateret

Se fotos i billedgalleriet herover

Nordjyllands Politi efterlyser to yngre mænd, som politiet sætter i forbindelse med et røveri begået den 28. marts 2021 om natten i toget omkring Skalborg Station. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Røveriet skete cirka kl. 01.50 om natten i et nordgående tog, da det var omkring Skalborg Station. Her blev offeret – en 18-årig mandlig togpassager – tvunget til at udlevere kontanter, idet den ene af de to mistænkte i sagen truede passageren med en kniv.

Politiets efterforskning af sagen har ikke kunnet afdække de formodede gerningsmænds identitet – og derfor efterlyser Nordjyllands Politi dem nu med foto, der blev fanget af overvågningen, da de cirka kl. 01.57 stod af på Aalborg Banegård.

Mont Clair-tøj og sort Nike-skuldertaske

Den ene formodede gerningsmand, A, signaliseres som: mand, dansk af udseende, 15-20 år, 170-175 cm, Kropsbygning: almindelig, talte dansk med accent, iført Sort Mont Clair-jakke, mørke jogging bukser, sort mundbind, lille sort sidetaske, mørk hue med hvid logo i panden “Mont Clair”.

Den anden formodede gerningsmand, B, signaliseres som: mand, dansk af udseende, 15-20 år, 175-180 cm, Kropsbygning: almindelig, talte dansk med accent, iført: Sort North Face-jakke, lyse bukser, bar mundbind, mørk hættetrøje, medbragte sort Nike-skuldertaske.

Ser på sagen med stor alvor

Den ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam, siger:

”Der er tale om et røveri-forhold, som vi ser med stor alvor på. Derfor vil vi nu gerne have offentlighedens hjælp til at identificere de to formodede gerningsmænd. Ring til os på 114, hvis du genkender de to mistænkte.”

Politiets efterforskningen i sagen har vist, at de to formodede gerningsmænd formentlig er steget på toget omkring Aarhus – og derfor kan de mistænkte have bopæl i dette område.

Man bedes ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis man genkender de formodede gerningsmænd eller har andre relevante oplysninger i sagen.

Se fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS