Var inspireret af ekskonen

Med årene er Bjarne Henriksen blevet mere kræsen med sine roller. I "Ulven kommer" spiller han socialrådgiver.

Udgivet Opdateret

Vi har set ham som desperat far til den dræbte datter i “Forbrydelsen”, som forsvarsminister i “Borgen” og som dødssyg morfar i julekalenderen “Theo & den magiske talisman”.

Men selv om Bjarne Henriksen nyder at spille skuespil, så er han de senere år blevet mere og mere kræsen med, hvilke roller han siger ja til.

Alligevel var han ikke i tvivl, da han fik tilbudt rollen som socialrådgiveren Lars Madsen i DR’s søndagsdrama “Ulven kommer”.

– Jeg er jo efterhånden så gammel i gårde, at jeg også er blevet lidt selektiv. Men det her var en historie med noget kød på. Og så handler det om noget, vi ikke snakker særligt meget om, fortæller Bjarne Henriksen.

Skidesvær rolle

Serien på otte afsnit handler om teenagepigen Holly, spillet af den tidligere MGP-vinder Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der i en stil i skolen anklager sin stedfar for vold.

Bjarne Henriksen spiller socialrådgiveren, der skal opklare, om pigen taler sandt, eller om moren og stedfaren har ret, når de siger, at hun lyver.

– På den måde er det jo nærmest en kommunal krimi. Der findes historier af stor saft og kraft i almindelige menneskers hverdag.

– Det syntes jeg, var inspirerende, så det ville jeg gerne være med i. Også fordi det er en skidesvær rolle, så det var virkelig en udfordring, fortæller den garvede skuespiller.

Han har blandt andet hentet inspiration i sit eget privatliv.

– Min ekskone er sagsbehandler inden for samme område, så jeg har jo hørt en masse om det, forklarer Bjarne Henriksen, der gav sig god tid til at researche til rollen.

–  Jeg brugte en måneds tid på at tale med en fire-fem forskellige sagsbehandlere og var også inde på den sociale døgnvagt, som jeg slet ikke anede eksisterede, siger han og fortsætter:

– Jeg vidste ikke, der fandtes et sted, hvor børn og unge og voksne kan henvende sig, hvis de er helt på skideren.

Talte med sagsbehandler

I “Ulven kommer” bliver børnene fjernet fra hjemmet og sat i pleje, mens anklagerne mod stedfaren bliver undersøgt.

Der bliver også løftet et slør for, at Lars Madsen, som Bjarne Henriksen spiller, i en tidligere sag har tøvet med at tage sådan en beslutning, hvilket har ført til en tragedie, hvor en far har dræbt sin kone og sine to børn.

Der var derfor især én ting, der interesserede Bjarne Henriksen i samtalerne med sagsbehandlerne.

Jeg spurgte meget ind til, hvor meget af deres arbejde, de tog med hjem, for det er et arbejde, man skal være af en speciel støbning for at have og synes er fedt. For det er ikke nemt.

Alligevel virkede det, som om de godt kunne lide det. De fortalte, at deres drive var, at når det gik godt, så gjorde de virkelig en forskel, siger Bjarne Henriksen.

Men det er et krævende arbejde, og mange har prøvet at stå i situationer, der ikke er helt ulig den, Bjarne Henriksen står over for i “Ulven kommer”, hvor han kommer i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

– De skal jo lave nogle skøn hele tiden, som kan have enormt store konsekvenser, siger skuespilleren.

– Mange steder går sagsbehandlerne til psykolog hver sjette uge for at tale om, om der er nogle af sagerne, der har bidt på dem. Det må jo være svært nogle gange, hvis det virkelig bider indad, forklarer han.

Derfor vil han gerne sætte fokus på dem, der bestrider den svære tjans.

– Jeg vil gerne være med til at hylde de mennesker, der gør det arbejde – og endda gør det uden at få særligt meget for det, forklarer Bjarne Henriksen.

Samtidig håber han, at seriens alvorlige omdrejningspunkt kan sætte en debat i gang.

– Det kan måske sætte gang i nogle diskussioner om tvangsfjernelser, og om de er nødvendige eller ej. Tvangsfjernelser er virkelig et betændt emne

– Det er jo også en serie, der stiller seeren spørgsmålet: “Hvad ville du gøre?”, siger skuespilleren.

Ulven kommer kan ses søndag klokken 20.00 på DR1.

Powered by Labrador CMS