Vil alligevel ikke være overborgmester

Socialdemokratiet i København har brug for at samle sig om én person, siger Reissmann om trukket kandidatur.

– Jeg har gennem den sidste uge talt med folk i og omkring partiet og tænkt tingene igennem, lyder det fra Mette Reissmann. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Mette Reissmann trækker sig som socialdemokratisk overborgmesterkandidat i København.

Det skriver hun på Facebook, 11 dage efter at hun meldte sig som kandidat. Hun agter fortsat at stille op til Borgerrepræsentationen i København.

– Jeg har gennem den sidste uge talt med folk i og omkring partiet og tænkt tingene igennem.

– Socialdemokratiet i København skal samles igen, hvilket er større end mine ambitioner, og jeg vil ikke stå i vejen for, at det kan ske så hurtigt som muligt med én person i spidsen.

– Derfor har jeg besluttet mig for at trække mig som overborgmesterkandidat og bruge min tid og kræfter på at føre valgkamp som BR-kandidat (Borgerrepræsentationen, red.) med det stærkeste hold bag mig. For et stærkere og bedre København, skriver Mette Reissmann.

Den første

Hun var den første i Socialdemokratiet til at melde sig som kandidat, efter at Frank Jensen trak sig som følge af flere sager om krænkelser af kvinder.

Mette Reissmann sad i Folketinget fra 2011 til 2019, men røg ud efter seneste valg. Hun er også kendt fra en rolle som vært på TV3-programmet “Luksusfælden”. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Mette Reissmann sad i Folketinget fra 2011 til 2019, men røg ud efter seneste valg. Hun er også kendt fra en rolle som vært på TV3-programmet “Luksusfælden”. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Efterfølgende har Sophie Hæstorp Andersen – nuværende regionrådsformand i Region Hovedstaden – meldt sig som kandidat. Hun er dermed den eneste kandidat for Socialdemokraterne.

I øjeblikket har Lars Weiss rollen som fungerende overborgmester i København. Han har meldt ud, at han ikke er kandidat til posten ved valget næste år.

Har været nødvendigt

Mette Reissmann understreger, at skiftet på overborgmesterposten har været nødvendigt.

– Vi har lige været gennem den værste tid i Socialdemokratiet i Københavns historie – kan man roligt sige.

– Et nødvendigt, men smerteligt opgør med en krænkelseskultur og en manglende respekt og anstændighed har fundet sted. Vi skal fremover have fokus på ordentlighed og gensidig respekt over for hinanden, skriver hun på Facebook.

Mette Reissmann sad i Folketinget fra 2011 til 2019, men røg ud efter seneste valg og satser nu på kommunalpolitik.

Der er kommunalvalg den 16. november 2021.

Mette Reissmann

Navn: Mette Reissmann (S).

Alder: 57 år.

Fødested: Esbjerg.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse:

* 1984 – 1989: Kandidat i erhvervsøkonomi og -jura ved Copenhagen Business School.

* 1979 – 1982: Student fra Esbjerg Statsskole.

Karriere:

* 2011 – 2019: Folketingsmedlem Socialdemokratiet.

* 2010 – 2011: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

* 2008 – nu: Ekspert på TV3-programmet “Luksusfælden”.

* 2000 – nu: Selvstændig i Forbrugerconsult aps.

* 2000 – 2003: Salgschef ved Forbrugerinformation.

* 1995 – 2000: Jurist i Forbrugerrådet.

* 1992 – 1995: Jurist ved Lokale Pengeinstitutter.

* 1989 – 1992: Økonomisk konsulent ved Hafnia Forsikring.

Civilstand: Forlovet med Nils Rømer.

Bopæl: København.

Kilder: Femina og TV2 Lorry.

/ritzau

Powered by Labrador CMS