Vild biljagt: Politiet måtte køre flugtbilist af vejen

En litauisk mand blev lørdag nat, efter længere tids jagt, bragt til standsning i en stjålet varevogn.

En litauisk mand blev lørdag nat, efter længere tids jagt, bragt til standsning i en stjålet varevogn. Han forsøgte blandt andet at køre til Mandø. Foto: Google Maps.
Udgivet Opdateret

En 22-årig litauer bliver i dag ved retten i Esbjerg fremstillet i grundlovsforhør, efter at han i nat blev anholdt i en varevogn. Han er sigtet for tyveri af varevognen, tyveri, eller ulovlig omgang med hittegods, af en havetraktor. Og for at have bragt folks liv og førlighed i fare. En begivenhedsrig aften, kort sagt.

Det hele begyndte klokken 1, fredag nat.

– En patrulje blev opmærksomme på en varevogn. Vi forsøgte at standse den. Men den ville ikke standse. Den fortsatte bare, fortæller Anders Hansen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Kørte efter betjentene

Som jagten skred frem, blev flere og flere patruljevogne involveret. Snart havde den unge mand tre politibiler kørende efter sig, og foran ham prøvede flere betjente at bringe manden til standsning.

– Vi havde vogne til at stå på tværs, vi forsøgte at kaste søm ud foran. Men han fortsatte. Undervejs påkørte han en patruljevogn, og han kørte efter betjente, der måtte flytte sig, for ikke at blive kørt ned, siger Anders Hansen.

På et tidspunkt forsøgte manden endda at få bilen over til Mandø via en strækning, der ikke altid er lige farbar i bil.

– Og han havde ikke tjekket højvandstabellen, så han måtte vende om, siger Anders Hansen.

Stoppet i grøften

Manden i varevognen fortsatte dog ufortrødent, og på et tidspunkt mente de involverede betjente, at nok måtte være nok.

– Han var i en rundkørsel, og her blev han puffet i grøften, fortæller Anders Hansen til Newsbreak.dk.

 

Varevogn stjålet, havetraktor ligeså

Varevognen, manden blev taget i, er stjålet fra Bramming, altså så nogenlunde i lokalområdet omkring Ribe. Den havetraktor, der blev fundet bagi bilen, er til gengæld, med ret stor sikkerhed, fra Sjælland.

– Enten har den været bagi, da han stjal varevognen, eller også er den stjålet på Sjælland. Hvis den var i varevognen, er det ulovlig omgang med hittegods. Ellers tyveri, siger Anders Hansen.

Den unge mand viste sig at være fra Litauen, og han kan ikke fremvise en dansk bopæl eller nogen anden indikation på, at han har en fornuftig, lovlig, grund til at være i landet.

– Og det er jo ikke det vores forholdsvis åbne grænser er til for, siger Anders Hansen til Newsbreak.dk.

 

 

Powered by Labrador CMS