Voldtægtsmand fortsat på fri fod

Ung kvinde blev lørdag morgen voldtaget på Skamlingvejen ved Kolding. Gerningsmanden er fortsat på fri fod.

Udgivet Opdateret

Politiet leder fortsat efter den mand, som lørdag morgen voldtog en ung kvinde på Skamlingvejen ved Rebæk i udkanten af Kolding.

– Den 23-årige kvinde havde været i byen med nogle venner på Tordenskiold. Hun gik hjem omkring femtiden og på Skamlingvejen ved Rebæk griber en mand hende bagfra og tvinger hende i asfalten. Han tager bukserne af hende og voldtager hende, fortæller Brian Abild fra lokalpolitiet i Kolding til newsbreak.dk.

Han tilføjer, at der ikke var tale om fuldbyrdet voldtægt.

Fik sparket sig fri

Den 23-årige kvinde fik sparket sig fri og løb fra stedet. Gerningsmanden stak formentlig af ind mod Kolding. Men det ligger ikke helt fast. Kvinden fik buler i baghovedet, da hun blev tvunget i asfalten. Voldtægten blev anmeldt 8.05, da kvinden kom til sit hjem i Agtrup.

Vidner har henvendt sig i sagen og de skal nu afhøres. Lokalpolitiet i Kolding hører fortsat gerne fra vidner.

Gerningsmanden beskrives som 165-185 centimeter høj, robust af bygning, kort mørkt fuldskæg og han var iført en hættetrøje. Han lugtede af cigaretter og talte dårligt dansk.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt lokalpolitiet i Kolding på 1-1-4.

Powered by Labrador CMS