Vred Jon Dahl langer ud efter modstanderne

Malmö FF-træner Jon Dahl Tomasson mener, at modstanderne er alt for hårde ved Anders Christiansen.

Han er “min Messi” siger Jon Dahl Tomasson om Anders Christiansen i et interview med Aftonbladet. (arkivfoto) Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Udgivet Opdateret

Malmö FF-danskeren Anders Christiansen er flere gange blevet kåret som den bedste spiller i Allsvanskan, og holdets danske træner, Jon Dahl Tomasson, mener, at modstanderne er alt for hårdhændede i forsøget på at stoppe ham.

Tomasson går faktisk så langt, at han spørger, om modstanderne bevidst prøver at skade midtbaneprofilen.

Det gør landsholdslegenden i et interview med den svenske avis Aftonbladet.

– Jeg oplevede sidste år, at man sparkede ham ned for meget og for voldsomt. Frispark er en del af taktikken i fodbold, men jeg stiller mig selv spørgsmålet nu: Er det taktik, eller forsøger de at skade ham med vilje?

– Jeg har et spørgsmål til Sverige: Er man ude på at skade ham. Når man bliver kynisk sparket ned hele tiden, forstår jeg godt, at man er urolig for sit helbred, fortsætter Jon Dahl Tomasson.

Testkamp uden Anders

Anders Christiansen er også selv kendt for at gå til makronerne. I sidste sæson fik han ni gule kort samt et rødt kort, skriver avisen.

Malmö FF vandt sidste år ligaen med et forspring på ni point til nummer to, Elfsborg.

2021-sæsonen begynder først 10. april. Lørdag spiller Malmö FF testkamp mod Mjällby, men det er uden Anders Christiansen.

Jon Dahl Tomasson har været træner for Malmø FF siden 2020. I sin karriere som fodboldspiller, har han blandt andet spillet for Feyenoord i Holland, AC Milan i Italien og Villareal i Spanien.

Powered by Labrador CMS