Werges pludselige farvel

Efter 23 års ansættelse stopper Carsten Werge hos TV3. Han skal i stedet være fodboldredaktør på TV2

Carsten Werge (tv.) skifter fra TV3 til TV2. (arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

I 23 år har Carsten Werge været ansat hos TV3, hvor han har kommenteret et utal af fodboldkampe, men på mandag er han for sidste gang kommentator på stationen med opgøret mellem FC København og Sønderjyske.

Det skriver TV3 Sport.

– Carsten Werge er utvivlsomt Danmarks bedste fodboldkommentator i de seneste 20 år. Hans betydning for TV3 Sport har været enorm, og både som kommentator, men også som journalistisk kraft og forbillede, har han været et fyrtårn i Danmark og på vores redaktion, siger TV3’s sportschef Kim Mikkelsen.

Skifter til konkurrent

Werge skifter i stedet til TV2, hvor han skal være fodboldredaktør.

Han skal ikke kommentere fodboldkampe, som han ellers er både kendt og anerkendt for, men skal stå i spidsen for udviklingen af TV2’s fodbolddækning, skriver TV2.

– Det har været en ære at arbejde så mange år hos TV3/Nent, der siden 1998 har sat nye standarder for fodbolddækningen på dansk tv. Det er jeg stolt af at have været en lille del af, siger Werge i en pressemeddelelse fra Nent.

Werge er 61 år.

Powered by Labrador CMS