ANNONCE

Politiet søger vidner efter mystisk uheld

6. november 2020 19:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Tre personer er anholdt.

Politiet søger vidner efter mystisk uheld
Uheldet blev anmeldt fredag aften. Genrefoto.

Københavns Vestegns Politi beder offentligheden om hjælp efter et trafikuheld fredag aften, hvor man måske mangler at få kontakt til en person.

I forbindelse med uheldet er en Kia blevet påkørt af en hvid Audi, og det er netop den hvide Audi, politiet er interesserede i at lære mere om.

Vidner har til politiet oplyst, at Audien kørte med noget højere hastighed end den øvrige trafik i tiden op til uheldet, men det er ikke kun derfor, politiet søger vidner.

– Der er tre personer i Audien, og da vi kommer derop, påstår de, at det er en fjerde, der har kørt den, siger Torben Wittendorff, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

Står de tre personers påstand til troende, er føreren af bilen stukket af fra motorvejen til fods, og politiet prøver nu at finde ud af, om der findes vidner, der kan be- eller afkræfte, at der har været fire personer i Audien i tiden op til uheldet.

I mellemtiden er de tre personer blevet anholdt, mens politiet prøver at finde hoved og hale i sagen.

Så du noget?

Uheldet skete på Motorring 3 i nordgående retning ved Rødovre, og har man set Audien i tiden op til uheldet, selve uheldet eller hvad der skete efterfølgende, bedes man kontakte Københavns Vestegns Politi på 114.

Uheldet blev anmeldt 17.44, og nu, et par timer senere, er politi og bilinspektør ved at være færdige på stedet. Området har i en periode været helt spærret for at give bilinspektøren arbejdsro, og man har også været ude og lede efter spor med politihunde.

Vejdirektoratet oplyser, at det sidste arbejde på stedet burde været overstået omkring 19.45, og at omkring 19.30 er 15 minutters forlænget rejsetid på stedet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu