ANNONCE

Politi har brug for hjælp i drabssag

28. august 2020 13:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet har brug for hjælp

Politi har brug for hjælp i drabssag
Episoden kostede en 28-årig mand livet. Foto: Presse-fotos.dk

Fyns Politi efterlyser to personer og en række bilister i efterforskningsarbejdet af en drabssag.

Den 11. august omkring klokken 18.20 blev en 28-årig mand stukket i maven med en kniv.

Manden døde den 12. august, indlagt på et sygehus, og politiet har anholdt en mistænkt i sagen, en 29-årig mand, som den 28-årige havde en familiemæssig relation til.

Politiet har i forvejen været i kontakt med en række vidner i sagen, men man leder efter, og efterlyser nu, flere vidner.

Det slagsmål, der endte med at koste den 28-årige mand livet, fandt sted omkring t-krydset Lindøalleen/Nørregade i Munkebo.

Vidner har til politiet fortalt om to personer, der stod hver for sig og kiggede på slagsmålet.

Derudover er politiet blevet informeret om flere biler, der kørte forbi stedet og som stoppede op under slagsmålet. Flere bilister skulle have henvendt sig til de stridende parter for at få dem til at stoppe slagsmålet.

Alle de personer efterlyses nu af politiet.

”Vi håber rigtig meget, at de pågældende vil henvende sig til os. Selv om vi har en varetægtsfængslet person, som vi formoder er gerningsmanden, så er der stadig flere væsentlige detaljer, som vi mangler at få belyst. Vi ved med sikkerhed, at der var flere vidner på stedet omkring gerningstidspunkter, så vil jeg meget gerne opfordre til, at de kontakter os – også selv om, de ikke nødvendigvis selv mener at have se noget relevant”, siger politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi, i en pressemeddelelse.

Den 29-årige blev den 12. august varetægtsfængslet i fire uger i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu