ANNONCE

Ung mand og ældre kvinde kvæstet i ulykke

15. januar 2021 06:17 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En mand er i kritisk tilstand, og en kvinde er kommet alvorligt til skade, da de i hver sin bil stødte sammen

En mand er i kritisk tilstand, og en kvinde er kommet alvorligt til skade, efter en ulykke på E45 Nordjyske Motorvej natten til fredag.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund tidligt fredag morgen.

Ulykken skete omkring klokken 03.30 ved afkørsel 30 nær Støvring, da de to førere af hver sin bil stødte sammen.

– De blev begge fastklemt, men de er nu blevet frigjort og sendt til Aalborg Sygehus, siger Mads Hessellund.

Politiet oplyser på Twitter, at der er tale om en 64-årig kvinde, der er alvorligt tilskadekommen, uden for livsfare, og en 23-årig mand, der er alvorligt tilskadekommen og i kritisk tilstand.

De pårørende er underrettet.

Motorvejen er spærret

Politiet ved endnu ikke, hvordan ulykken er sket.

– Vi har en bilinspektør på stedet, og vi er stadig i gang med at foretage afhøringer, så vi forhåbentlig kan komme det lidt nærmere, siger vagtchefen.

Ulykken skete i det sydgående spor, og motorvejen har siden været spærret.

– Men fordi ulykken er sket mellem til- og frakørslen, så kan man stadig passere ulykkesstedet ved at køre af og på motorvejen igen, siger Mads Hessellund.

Vejdirektoratet oplyser kort før klokken 6, at motorvejen er genåbnet.

De pårørende er endnu ikke blevet underrettet.

I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra stedet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu