ANNONCE

19-årig mand forsvundet i Danmark

11. december 2019 14:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 19-årig græsk mand er forsvundet i Danmark. Han dukkede ikke op til hjemtur den 2. december.

Politiet i Nordjylland efterlyser onsdag en 19-årig græsk mand, der ankom til Danmark via Aalborg den 26. november. Han mødte nemlig ikke op til sin afrejse den 2. december.

Det oplyses i en pressemeddelelse, at Nikolaos Isidoros Theodoridis, som han hedder, ankom planmæssigt med fly til Aalborg Lufthavn, tirsdag den 26. november klokken 2350.

Artiklen fortsætter under videoen

– Han kontaktede sin familie umiddelbart efter, og her oplyste han, at han var ankommet, men siden har familien ikke hørt fra ham. Og derfor har vi iværksat en eftersøgning efter ham, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam i pressemeddelelsen.

Den unge mand er stort set forsvundet sporløst. Efterforskningen har vist, at den unge mand nogle timer efter sin ankomst har været i det centrale Nørresundby, men siden da har politiet ikke kunne finde nogle sikre informationer om hans opholdssted.

Han efterlyses derfor med signalement, navn og foto.

– Hans familie er meget bekymret for ham, siger Rodam og tilføjer, at politiet gerne vil høre fra alle med information om den unge mand. De kan henvende sig på telefonnummer 114.

Signalement

Mand, 19 år, 170 centimeter høj, tynd, brunt hår og brune øjne. Han var, da han forlod Aalborg Lufthavn, iført en lys jakke, mørk trøje med lyst print på brystet, sorte bukser og mørke sko. Han medbragte desuden en mørk rygsæk.

Politiet har ingen yderligere informationer i sagen på nuværende tidspunkt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu