ANNONCE

Britisk variant af coronavirus trives

3. februar 2021 15:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Mere end 4.000.000 danskere er blevet testet for covid-19

Britisk variant af coronavirus trives
Det er Statens Serum Institut der holder øje med udviklingen af coronavirus covid-19 i Danmark. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

425 personer er det seneste døgn testet positive for coronavirus covid-19 baseret på 110.377 prøver. Det oplyser Statens Serum Institut, SSI. Det betyder, at 0,38% af de testede prøver det seneste døgn har været positive.

– Det er glædeligt at se, at antallet af indlagte og antallet af dødsfald falder, og at smitteprocenten stadig er meget lav, siger professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet Thorkild Sørensen.

Han hæfter sig dog også ved, at den engelske variant af covid-19 fortsat trives i Danmark.

Den britiske variant

Sideløbende med de daglige smittetal for covid-19 holder SSI også øje med den britiske variant af virussen, kaldet B117. Der er nu i alt påvist 1116 tilfælde med den særlige variant.

Det er en stigning fra 1047 i opgørelsen søndag, oplyser SSI.

Andelen af positive prøver med den britiske variant udgjorde 7,4 procent i uge 2. Det var i uge 3 steget til 13,3 procent.

I uge 4 er tallet 16,5 procent, men det tal skal dog læses med forbehold, da der er et vist efterslæb på tallene, fordi det tager op mod en uge at analysere prøverne for, hvilken variant de stammer fra.

Tallene for uge 4 dækker kun mandag og tirsdag i den uge, og det er kun cirka en femtedel af de positive prøver, der er analyseret.

B117 er årsagen til, at Danmark i øjeblikket er midt i en omfattende nedlukning med lukkede skoler, detailhandel og et forsamlingsloft på fem personer.

– B117 er inden for få uger steget ganske hurtigt, så det er bestemt noget, vi skal tage alvorligt – også selv om varianten måske ikke er helt så smitsom, som de første meldinger fra England gik på, siger Thorkild Sørensen.

Den stigende andel med den britiske variant skal ses i sammenhæng med, at der de seneste uger har været et stort fald i smitten med de gængse varianter af coronavirus.

Den britiske variant vurderes at blive dominerende i Danmark i løbet af februar.

Fornuftig genåbning

Faldet i antallet af indlæggelser giver ifølge professoren luft til, at der kan komme et forøget smittetryk, når skolerne genåbner for de mindste fra næste uge.

– Genåbningen for de mindste skolebørn er set med mine øjne fornuftig.

– Men det betyder, at vi andre skal holde endnu bedre fast i coronahensynene, hvis vi skal undgå, at indlæggelserne stiger for meget, og vi stresser sundhedsvæsenet ud over det rimelige, siger Thorkild Sørensen.

Siden det første tilfælde af covid-19 blev konstateret herhjemme 27. februar sidste år, har der været 199.782 smittetilfælde.

Der er registreret 2170 coronarelaterede dødsfald.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu