ANNONCE

Mand druknet efter ulykke på havet

6. august 2020 18:24 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fire-fem personer er faldet i vandet omkring en sømil ud for Vesterø Havn på Læsø.

Mand druknet efter ulykke på havet
De to både kolliderede ud for Vesterø Havn ved Læsø. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Opdatering 18.25:

Én mand er død efter en ulykke på havet ud for Læsø torsdag eftermiddag. Det skriver TV2 Nord. 

Vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter oplyser til Newsbreak.dk, at vedkommende blev reddet op af vandet af en svensk redningshelikopter.

Den svenske redningshelikopter kom til stedet, efter at Forsvaret havde anmodet civile og ikke-civile søfartøjer og helikoptere om hjælp, efter at man omkring 16.00 modtog anmeldelse om, at to både var kollideret ud for Vesterø på Læsø.

Siden stødte to danske redningshelikoptere til samt flere civile skibe. Fem personer faldt i vandet, da de to både ramte hinanden. Alle er reddet op af vandet, og selve redningsaktionen blev afsluttet igen klokken 16.58.

Original artikel:

En større redningsaktion er torsdag eftermiddag i gang, efter at flere personer er faldet i vandet ud for Læsø.

Ulykken er sket omkring en sømil ud for Vesterø Havn, hvor fire-fem personer er faldet i vandet.

– Vi har ikke overblik over, hvad der er sket. Om det er to både, der er kollideret, eller en båd der er kæntret, fortæller Poul Fastergaard, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Helikoptere og både i brug

To redningshelikoptere – en fra Danmark og en fra Sverige – deltager i aktionen, ligesom flere både er sejlet til området for at hjælpe.

Vagtchefen kan ved 17-tiden ikke sige, om nogle af personerne er reddet op.

– Det er muligt, at nogle af dem er samlet op af de både, der er i området, siger han.

Tidligere forlød det, at to af personerne var reddet op.

– Men det er vi ikke helt sikre på. Der kan være tale om to personer, der er sprunget i vandet fra en anden båd for at hjælpe til, siger Poul Fastergaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu