ANNONCE

Professor anbefaler fokus på grænser ved genåbning

17. februar 2021 15:32 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Mere end 205.000 danskere har haft covid-19

Professor anbefaler fokus på grænser ved genåbning
Ekspert er positivt stemt ved tanken om regionale genåbninger, hvis der er fokus på at holde områderne afgrænset. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den seneste tids tendens i smittetallene med corona i Danmark fortsætter, og ifølge en professor i eksperimentel virologi er det godt nyt.

Yderligere 414 er bekræftet smittet med covid-19, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er 0,33 procent af de 126.195 prøver, der viser smitte med corona. Det tal kaldes også positivprocenten.

Det er stort set det samme niveau, som positivprocenten har været på siden slutningen af februar.

Siden 30. januar har den været under 0,50 procent. I midten af december var den flere dage over 3 procent i et tilsvarende antal prøver.

Færre indlagte

Også den positive tendens med færre indlagte coronapatienter fortsætter.

Antallet af indlagte med covid-19 er faldet med 18, hvilket betyder, at der nu er 280 indlagt med corona på hospitalerne.

Det er det laveste antal siden 5. december, hvor 279 med covid-19 lå på hospitalet i Danmark.

– Vi arbejder os derhen, hvor der er god plads i sundhedsvæsenet, hvis vi vil have plads til at åbne mere op i samfundet. Selvfølgelig afhængig af, hvad forudsigelserne kommer til at sige, om hvad der er muligt på den lange bane, siger Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

Antallet af indlagte toppede for knap halvanden måned siden – 4. januar – hvor 964 var indlagt. Siden er det altså mere end halveret.

57 er onsdag indlagt på intensivafdelinger, og af dem er 39 tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis seks og tre færre end tirsdag.

Der er 18 nye indlæggelser af smittede. Der er dog også sket udskrivelser, og derfor falder antallet af indlagte.

Derudover er yderligere otte smittede afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet.

Venter på at genåbne

Politisk er der tale om, at man vil begynde at genåbne regionalt. Noget, professor Allan Randrup Thomsen mener, man godt kan gøre hvor smitten er lavest – især i de regioner, hvor pendleraktiviteten er lav.

– Hvis man åbner regionalt, skal der ikke for mange fremmede ind. Region Nordjylland eksempelvis har få smittede, og andelen, som er smittet med den britiske mutation, er lav. Desuden er det en relativt afgrænset geografisk enhed, og det er også vigtigt, siger han.

– Analyser af pendlertrafik viser, at der er begrænset pendleraktivitet ind og ud af Nordjylland. Det er meget nemmere at afgrænse Nordjylland end København, hvor der er meget stor pendleraktivitet. Ligesom det også ser godt ud med Midtjylland.

Venter på britisk variant

I øjeblikket er der fokus på virusvarianten B117 fra myndighedernes side, da den vurderes at være mere smitsom.

Indtil videre ser den ud til at have været i 47,5 procent af de analyserede positive prøver i sidste uge.

Tallene dækker dog kun de første tre dage af uge seks. Virusvarianten ventes at blive den dominerende variant i midten af februar.

Ifølge Allan Randrup Thomsen opfører den britiske mutation B117 sig som forventet.

– B117 vil komme til at dominere. Indtil nu har den fulgt de forudsigelser, som man har gjort ved beregninger på Seruminstituttet, så det ser ud til, at den opfører sig som forventet, siger han.

Allan Randrup Thomsen henviser til, at vi er nede i lavpunkt med det totale antal smittede, men at den britiske variant er ved at tage over, og det betyder, at der er risiko for en stigning i smittetilfælde selv med de gældende restriktioner.

– Man kan hurtigt regne ud, at når kontakttallet for mutationen ikke er under 1 nu, og vi tænker at åbne, så kommer vi ikke ned, hvor antallet af smittede med den variant vil aftage. Den vil tiltage.

– Men stigningen skal styres, så den bliver så langsom, at det først nærmer sig at blive kritisk i april, hvor mange flere er vaccinerede, og hvor vi kan se foråret forhåbentlig nærmer sig, siger Allan Randrup Thomsen.

15 millioner prøver

Indtil nu er der taget 15.517.969 prøver for covid-19 på 4.300.484 mennesker.

Der har været 205.597 bekræftede tilfælde med sygdommen, over 12.162 indlæggelser og 2.316 dødsfald.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu