Skoleelev kørt ned: Genkender du signalementet?

20. februar 2020 17:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Syd- og Sønderjyllands Politi leder netop nu efter en bilist, der er stukket af efter et uheld.

Opdatering 17.10: 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser torsdag fortsat den bilist, der tidligere på dagen kørte en cyklende skoleelev ned på Rosen Allé i Ribe klokken 07.58.

Der er kommet flere oplysninger til om bilen. Den beskrives som “falmet tomat eller postkasserød.” Den har bløde former, sorte gummilister og et særligt kendetegn: Venstre sidespejl, der er af sort plast, hænger og dingler.

Bilen kørte før ulykken ad Haulandvej ved Vittenbergskolen og ind til Odins Plads i Ribe. Ifølge politiet virkede bilisten usikker i sin færd.

Hvis man genkender bilen på ovenstående beskrivelse, eller hvis man på anden vis kan hjælpe politiet, bedes man ringe 114.

Original artikel:

En skoleelev på cykel blev torsdag morgen kørt ned af en bilist, som efterfølgende stak af fra stedet.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, der efterspørger vidner, på sin Twitter-profil.

Her fremgår det, at uheldet skete på Rosen Allé i Ribe klokken 07.58.

Lige efter Jernbanekrydset holdt trafikanter for rødt for siden at skulle fortsætte ad Rosen Allé.

I den forbindelse bliver skoleeleven, der er på cykel, ramt af en bil.

Bilisten forlod efter sammenstødet uheldsstedet, og den slags er naturligt nok hverken hensigtsmæssigt eller lovligt.

Derfor eftersøger politikredsen vidner til uheldet – allerhelst den involverede bilist.

Cyklisten fik knubs ved sammenstødet med bilen, der beskrives som ældre og rød.

Ved du noget, kan du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu