ANNONCE

Noget skiller sig ud i smittetallene

20. januar 2021 14:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der har til dato været mere end 190.000 bekræftede tilfælde med covid-19 i Danmark

Noget skiller sig ud i smittetallene
Flere og flere vaccineres mod covid-19 i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der har det seneste døgn været 886 smittede med coronavirus covid-19 i Danmark, fundet blandt 111.069 prøver. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI). Positivprocenten er dermed på 0,80, og for sjette dag i træk er der altså registreret under 1000 nye smittede.

Derudover er antallet af indlagte faldet med 21, så der nu er 771 personer indlagt med covid-19 i Danmark. Alligevel mangler man, ifølge Thorkild Sørensen, professor emeritus i epidemiologi på Københavns Universitet, at se effekterne af de strikse restriktioner, Danmark er underlagt, i antallet af indlæggelser og dødsfald.

Hans bud er, at der vil gå nogle uger endnu, før man vil kunne se et fald i antallet af indlæggelser. Derefter vil der gå yderligere nogle uger, før der vil kunne komme et fald i antallet af dødsfald.

Men der er stor usikkerhed forbundet med buddet, siger han.

– Det skyldes, at der er en meget betydelig usikkerhed i den tid, der går fra, at man bliver konstateret smittet, til at man bliver syg og bliver så syg, at man skal på hospitalet og derefter meget ulykkeligt kan ende med at dø med sygdommen, selv om man ligger på hospitalet, siger Thorkild Sørensen.

Den britiske variant

Mens antallet af smittede med covid-19 i Danmark har ligget under 1000 samlet set i nogle dage, fylder den britiske variant af virussen, B117, mere og mere i smittetallene.

Det er den variation af covid-19, man holder særligt øje med, fordi det forlyder, at den er meget mere smitsom end den variation af covid-19, der hidtil har domineret i Danmark.

Antallet af smittetilfælde med den britiske variant er onsdag steget til 383 fra 318 mandag, som var seneste opgørelse.

I uge 1 var der 111 positive tilfælde, mens tallet var 94 i uge 2. Varianten udgør 6,6 procent af de analyserede positive prøver i uge 2 mod 4,0 procent i uge 1.

Der er tale om løbende opgørelser, som kan ændre sig med tiden, fordi det typisk tager omkring en uge at undersøge positive prøver for, hvilken variant de stammer fra.

Statens Serum Institut oplyste tirsdag, at kontakttallet for coronavirus er faldet til 0,6. Det vil sige, at ti smittede i gennemsnit smitter seks andre.

Den britiske variant vurderes at have et kontakttal på 0,82.

Flere vaccineres

Der har det seneste døgn været en lille fremgang i antallet af vaccinationer.

Status er onsdag, at 177.218 personer er startet vaccinationen. Det svarer til 3,04 procent af befolkningen.

4814 er færdigvaccineret. Det svarer til 0,08 procent af befolkningen.

Der har til dato været mere end 190.000 bekræftede tilfælde med covid-19 i Danmark.

Der er taget mere end 12.000.000 prøver på over 4.000.000 personer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu