ANNONCE

Peter Madsen: Derfor stak jeg af

21. oktober 2020 12:14 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Onsdag formiddag klokken 10 blev Peter Madsen fremstillet i grundlovsforhør.

Opdatering: 

Peter Madsen er varetægtsfængslet i 14 dage efter flugt fra Herstedvester af hensyn til politiets videre efterforskning, fortæller dommer Morten Juul Nielsen.

Politiets anklager vurderer, at Peter Madsen kan have fået hjælp i forbindelsen med flugten.

Det afviser Madsens forsvarer Anders Larsen dog.

Anders Larsen fortæller, at Peter Madsen er ked af, hans flugtforsøg er gået ud over andre.

Peter Madsen har selv udtalt, han flygtede, da han mener, hans besøgs- og kommunikationsmuligheder er blevet forringet.

Da Peter Madsen nu er varetægtsfængslet er der i større grad mulighed for at kontrollere både besøg og brevveksling.

Original artikel: 

Tirsdag flygtede den drabsdømte Peter Madsen var Herstedvester Fængsel.

Onsdag klokken 10 blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Her har han fået en ny forsvarsadvokat i forhold til drabssagen. Onsdag er det advokat Anders Larsen, som skal repræsentere den livstidsdømte flugtfange.

Også Ekstra Bladet er til stede i retten.

Avisen skriver, at Peter Madsen er sigtet for fangeflugt – og i den forbindelse at være flygtet “efter forudgående planlægning og aftale med bistand fra en eller flere pt. ukendte medgerningsmænd”.

Derudover er han også sigtet for ulovlig tvang mod en kvindelig psykolog.

Endvidere sigtet han for trusler om en bombe at tvinge sig ud af fængslet, samt at have peget på fængselsbetjene med en attrappistol.

Han skal også have truet en chauffør med ordene: ‘kør kør, kør, hvis du ikke kører bilen, skyder jeg dig’.

Et forehavende, der dog ikke lykkedes.

Peter Madsen erkender alle forhold, oplyser forsvarer Anders Larsen.

Efter protester fra både forsvarer og den fremmødte presse, vælger dommeren at lukke dørene.

Livstidsdom

Peter Madsen fik i 2018 en livstidsdom for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Reglerne for livstidsfanger er, at man efter 12 års afsoning har mulighed for at søge om prøveløsladelse. Hvis det afvises, kan man prøve igen efter to år.

Peter Madsens flugtforsøg og mulige gidselstagning kan i høj grad forringe hans udsigter for at blive prøveløsladt.

Til gengæld kommer det ikke til at betyde det store for længden af hans dom, da han i forvejen har en livstidsdom.

Det vurderer Mette Grith Stage, der har flere års erfaring som forsvarsadvokat.

– Men det her gør den forskel, at han får utroligt meget dårligere udsigter til at blive prøveløsladt.

– Så man kan sige, at nu hvor han har lavet det her, så bliver livstidsdommen måske endnu mere en realitet, end den er i forvejen, siger Mette Grith Stage.

Det er fængselsmyndighederne, der vurderer ønsket om prøveløsladelse. Det omfatter ofte fagfolk blandt fængselspersonalet og i nogle tilfælde en psykiater.

Selv om man idømmes en livstidsstraf, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med fængsel resten af livet.

Tidligere har tal fra Kriminalforsorgen vist, at livstidsdømte i gennemsnit bliver løsladt efter 16-17 års fængsel.

Dramatisk tirsdag

Tirsdag klokken 10.21 får politiet anmeldelsen om, at Peter Madsen er undveget.

Politiet sender alt disponibelt mandskab på gaden, og anholder ham fem minutter senere.

Det kom frem på et efterfølgende pressemøde.

Politiet bekræftede her, at Madsen har haft våbenlignende genstande på sig.

– Han smider noget fra sig, der ligner en pistol. Det tror vi ikke, det er, men det ligner, sagde politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi.

– Da han får håndjern på ser vi, at han har noget på, der ligner et bombebælte. Det er ret vellignende. Men intet tyder på, at der har været sprængstof i, sagde han videre.

Det er endnu uvist, hvordan Peter Madsen har fremskaffet eller fremstillet disse genstande.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu