ANNONCE

Brostrøm vil have os til at skabe en ny vane

24. februar 2021 18:23 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Statsministeriet afholder pressemøde onsdag aften

Brostrøm vil have os til at skabe en ny vane
Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på aftenens pressemøde, hvor han blandt andet opfordrede danskerne til at holde fast i at holde afstand. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Danskere skal vænne sig til, at de i den kommende tid bliver testet tit og ofte for covid-19. Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde på et pressemøde onsdag aften, at alle voksne skal få den vane, at de to gange om ugen bliver testet.

På den måde vil myndighederne sikre, at smittede og nære kontakter bliver opsporet og isoleret hurtigt, samtidig med at Danmark fortsætter med at genåbne.

På den baggrund vil regeringen have åbnet et finmasket net af testenheder, hvor danskere kan blive testet for covid-19.

– Vi skal op på flere hundrede teststeder, siger Justitsminister Nick Hækkerup (S).

Flere vil blive smittet

Det var Statsminister Mette Frederiksen (S), der indledte pressemødet, hvor hun blandt andet sagde, at det er svært at træffe beslutninger om genåbning, der går ud over det, eksperterne skønner. Hun siger, at den genåbning, der er planlagt i denne omgang, formentlig fører til langt flere smittede, og cirka 870 indlagte med covid-19 midt i april.

– Det kommer til at kræve mange ressourcer, siger Mette Frederiksen.

Hold afstand

Søren Brostrøm mindede på pressemødet om, at der findes et værktøj, alle kan benytte sig af, for at begrænse smitterisikoen. Afstand.

Man skal holde to meters afstand til fremmede, blandt andet når man handler ind. Derudover understregede Søren Brostrøm på pressemødet, at man desværre fortsat må nøjes med at se relativt få mennesker i sin hverdag, mens samfundet bliver åbnet mere og mere op.

Test og test igen

På landets ungdomsuddannelser bliver det i den kommende tid et krav for lærere og elever, at de skal testes for covid-19 to gange ugentligt.

Regeringen opfordrer samtidig kraftigt til, at folkeskoler gør det samme, omend man her ikke gør det til et krav.

Ved ungdomsuddannelser bliver det muligt at blive testet på uddannelsesstedet.

Derudover vil man på uddannelsesinstitutionerne sikre, at man kan blive testet for covid-19 ofte nok til, at skolerne kan forblive åbne.

Justitsministeren siger, at han har hørt om folk, der ikke lader sig teste for covid-19 af forskellige årsager.

– Det er et af de vigtigste værktøjer til at holde smitten nede og genåbne vores samfund, siger Nick Hækkerup.

En gradvis udfasning

På pressemødet sagde Mette Frederiksen, at det går den rigtige vej med at genåbne Danmark på en sikker og forsvarlig måde.

Hun forventer, at rigtig mange danskere bliver vaccineret i løbet af de kommende to måneder.

Den britiske variant er mere smitsom, og meget tyder på, at den kan føre til flere indlæggelser, siger statsministeren.

Det er på den baggrund, at Mette Frederiksen argumenterer for en gradvis genåbning af Danmark.

– Vi taler ikke om en evighed længere, siger Mette Frederiksen om udsigten til, at Danmark fortsat forbliver underlagt landsdækkende, og regionale restriktioner forskellige steder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu