ANNONCE

Barn død i brand

10. august 2020 10:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Sydøstjyllands Politi rykkede natten til mandag ud til en brand i en bolig. En person er indebrændt.

Opdatering 10.50:

Et barn døde natten til mandag i en brand i en villa på Koldingvej i Hjarup ved Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelse om branden klokken cirka 02.00 søndag nat. Syv personer blev reddet ud af villaen, mens politiet oplyser, at et barn ikke stod til at redde.

Branden i bygningen er i skrivende stund ved at blive slukket, men både politi og brandvæsen er stadig i området. Brandårsagen er ukendt, men politiet er på sagen.

De otte personer var alle i familie med hinanden. De syv overlevende modtager nu behandling for blandt andet røgforgiftning.

Opdatering 09.54:

Koldingvej, i retning fra Kolding mod Toftlund, mellem frakørsel mod Skanderup og Vamdrup, er mandag formiddag spærret på ubestemt tid, efter en brand i en bolig i Hjarup natten til mandag.

Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at én person mistede livet i forbindelse med branden, mens syv andre personer nåede at komme ud fra huset.

Newsbreak.dk har mandag formiddag forsøgt at få en opdatering på sagen fra Sydøstjyllands Politi. Det har ikke været muligt, men Newsbreak.dk erfarer, at politiet arbejder på en pressemeddelelse, der forhåbentligt udgives og kaster lys over sagen i løbet af dagen.

Vejdirektoratet oplyser, at Koldingvej forventes genåbnet tidligst i løbet af formiddagen.

Original artikel:

En person er død efter en brand i en bolig i Hjarup sydvest for Kolding.

Det oplyser vagtchef Torben Wind ved Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 02.14 om ild i boligen, der ligger på Koldingvej.

Syv personer formåede at komme ud af bygningen ved egen hjælp, mens den sidste person ikke formåede at slippe ud, oplyser vagtchefen.

De øvrige syv personer var familie til den omkomne.

Politiet har mandag morgen ikke oplysninger om køn og alder på personen, der omkom i branden.

Slukningsarbejdet er stadig i gang omkring klokken 05 mandag morgen, oplyser vagtchefen.

Først derefter vil politiet starte undersøgelser i sagen. Blandt andet for at klarlægge en årsag til branden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu