ANNONCE

Advarer mod ferie-fælde

9. juli 2020 20:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

IT-eksperter opfordrer dig til at være varsom, når du er på ferie.

Advarer mod ferie-fælde
Se de fem enkle råd til hvordan du sikrer dig mod at blive hacket når du er ude i sommerlandet i bunden af artiklen.

Når du løber tør for data på ferien, køber du så mere, eller logger du på feriestedets eller caféens usikre netværk? Åbne wifi-netværk i det danske sommerland er lige så usikre som dem i udlandet.

Det slår IT-eksperterne fra Bitdefender fast i en pressemeddelelse.

Faren ved wifi-netværk er, at kriminelle kan overtage dem, uden at hverken udbyderen eller brugeren ved det. Og alt efter, hvor raffinerede hackerne er, kan de aflure følsomme oplysninger fra folks telefoner og andre devices.

Sikkerhedseksperter fra IT-sikkerhedsfirmaet Bitdefender råder derfor til, at man tilkøber ekstra data fra sit teleselskab fremfor at bruge usikre netværk. Hvis man alligevel bruger wifi på ferien, så bør man i det mindste kun bruge det til at surfe og ikke til at tilgå sin bank eller andre vigtige tjenester. Det gælder også fremmede computere – log ikke på nogle af dine tjenester, og køb ikke noget via dem.

Inden du tager afsted

For at du kan tage en velfortjent slapper i ferien, bør du tage nogle sikkerhedsforholdsregler, inden du tager afsted.

* Sørg for at du har gode, sikre passwords til din bank og andre vigtige tjenester
* Lav en back-up af dine data, inden du tager afsted
* Installer en sikkerhedsløsning og evt. VPN på dine devices
* Slå den funktion fra, der automatisk forbinder til netværk, og luk for din bluetooth-forbindelse
* Overvej, om du skal fortælle på sociale medier, hvor du er, hvis dit hus eller lejlighed står tom så længe. Moderne kriminelle står ikke og lurer og tjekker lys i vinduerne, når de kan sidde derhjemme og følge med på Facebook og Instagram.

Det eviggyldige tip

Hvis noget lyder til at være for godt til at være sandt, så er det det i reglen også.

Derfor, hvis du får fantastiske tilbud i din inbox eller som SMS på ting, måltider eller aktiviteter til din ferie, skal du være ekstra opmærksom, inden du klikker på noget.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu