ANNONCE

Fem personer og hund reddet

6. juli 2020 10:51 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Alarmen gik 10.20.

Fem personer og hund reddet
Fem personer og en hund befandt sig ombord på en brændende båd i Lillebælt. De er alle blevet reddet. Foto: Elo Christoffersen/ Arkiv

Der er mandag formiddag udbrudt brand i en båd i Lillebælt.

Ifølge Forsvaret, der skriver om det på Twitter, er der fem personer og en hund ombord.

– Vi får alarmen klokken 10.20, at en 32 fods sejlbåd er i brand, forklarer pressevagten ved Forsvarets Kommandocentral Lars Skjoldan til Newsbreak.dk.

Der bliver sendt en redningsbåd fra Dansk Søredningsselskab fra Årø, mens Forsvaret sender en redningshelikopter fra flyvestation Skrydstrup.

“Dansk Søredningsselskab og redningshelikopter fra Forsvaret er i gang med at evakuere de nødstedte”, skrev Forsvaret på Twitter.

– Det er Dansk Søredningsselskab, der finder frem til båden, siger pressevagten.

Alle fem personer og hunden er nu ombord på redningsfartøjet, der sejler mod Årø Sund.

– Alle mænd og hund er ved godt mod. De er blevet tilset af en læge fra redningshelikopteren, siger Lars Skjoldan.

Angående branden i sejlbåden er det ikke inden for Forsvarets arbejdsområder. De står for selve redningsaktionen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu