ANNONCE

Byge af skud: Bil ramt

17. maj 2020 21:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Ifølge vagtchefen er der muligvis blevet affyret over ti skud.

OPDATERET kl. 21.06: En skudepisode i Måløv på Måløv Hovedgade bliver søndag aften undersøgt af Københavns Vestegns Politi.

Ifølge vagtchefen er der muligvis blevet affyret over ti skud.

– Vi har konstateret, at der formentlig har været tale om et skyderi deroppe, men ingen er umiddelbart blevet ramt, og vi har ikke konstateret sårede på stedet.

– Det giver altid lidt overdreven politimæssig tilstedeværelse i den indledende fase, og det er det, vi er i, indtil vi har fundet ud af, hvad der er foregået, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi klokken 20.

Skudepisoden er sket på Måløv Hovedgade tæt på krydset mod Jungshøjvej.

Nye oplysninger

I en pressemeddelelse kort før klokken 21 søndag aften giver Københavns Vestegns Politi nye oplysninger om skyderiet:

Klokken 18.34 modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at der var affyret en række skud mod en personbil på Måløv Hovedgade. Ifølge politiets foreløbige undersøgelser er der ikke kommet nogen til skade i forbindelse med skyderiet“, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet er det endnu for tidligt at sige, hvad der ligger bag skyderiet, men der efterforskes bredt. Københavns Vestegns Politi opfordrer vidner med viden om skyderiet til at ringe 114.

Ud over efterforskning af skudepisoden, patruljerer Københavns Vestegns Politi massivt i området for at genetablere tryghed. Det vil fortsætte resten af aftenen.

Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere kommentarer for nu.

OPDATERES…………..

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu